Voicebot tager over: 21 stillinger nedlægges i kommune
Udgivet: 12/11/2023
Når politikernes spareplan for 2024 rulles ud, kommer det til at koste 21 stillinger i Fredericia Kommune. Her vil en såkaldt 'voicebot' overtage flere af opgaverne.
Det skriver JydskeVestkysten.
Kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Thomas Jaap, pointerer, at der lige nu arbejdes hårdt for at omplacere de 21 medarbejdere. Indtil videre er der fundet en løsning for to af medarbejderne.
"Der er op mod 21 medarbejdere i proces i forhold til opsigelse – dvs. er opsagt eller påtænkes opsagt, hvis ikke vi lykkes med omplacering til ledige stillinger i Fredericia Kommune," oplyser kommunaldirektøren til JydskeVestkysten.
Der skal spares 1,1 millioner kroner ved at sammenlægge adgangen til borgerservice og jobcentret i kommunen. Vejen til det skal blandt andet ske gennem investering i en robotløsning, som kan betjene borgerne.
I Fredericia hvor der ugentligt modtages omkring 1.500 opkald, forventes det, at voicebotten kan betjene halvdelen af opkaldene.
nannakk
Sidst opdateret: 10/11/2023 - 11:42
Emner: Besparelser








































