
Susanne Ekman er lektor på RUC og har forsket i besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor. Her får hun en pris af den tidligere forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R). - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Forsker: Kommunernes budgetter er urealistiske allerede i økonomiaftalerne
Christiansborg har skabt et system, hvor man lægger urealistiske budgetter ind i økonomiaftalerne og samtidig lover mere, end man kan holde. Derfor skrider økonomien allerede ved økonomiaftalerne.
Udgivet: 21/02/2023
Hvis KL (Kommunernes Landsforening) ønsker en mere ærlig tilgang fra skiftende regeringer om økonomien i kommunerne, så skal økonomiaftalerne laves fundamentalt om. Det forklarer lektor, Susanne Ekman fra RUC til NB-Økonomi.
Christiansborg har de seneste årtier skabt et system, hvor man sprogligt leger, at besparelser og effektiviseringer kan lade sig gøre uden at koste på velfærden. Samtidig med at de helt slipper for at sandsynliggøre, at den påstand er rigtig og i øvrigt sprogligt slipper for ansvaret, når det ikke går som forventet.
Så hård er kritikken rettet mod politikerne på Christiansborg fra forsker, Susanne Ekman, der forsker i besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor.
KL har over længere tid har været utilfreds med regeringens retorik og efter deres mening manglende ærlighed omkring økonomien. KL vil gerne stå på mål for besparelser, så længe skiftende regeringer ikke samtidig lover mere velfærd til borgerne. For i sidste ende er det byrådspolitikerne, der skal stå på mål for det, som Christiansborg lover af velfærd.
Ekman kan sagtens genkende KLs kritik.
"Kommunerne er udpint i forvejen, så tilføjer du yderligere udpining igennem urealistisk budgetlægning, og så tilføjer du yderligere løfter oven i det, uden at tilføre ressourcer til budgettet," siger Susanne Ekman til NB-Økonomi, som mener, at det allerede går galt i økonomiaftalerne.
"Allerede i selve den indledende budgetaftale, er de præmisser, der er lagt ind for, hvad der kan lade sig gøre med det stramme budget, de er urealistiske i udgangspunktet."
Hvis ikke Christiansborg får det ændret, så mener Susanne Ekman, at man kan hælde uendeligt mange midler ned i systemet, uden at det vil løse problemet.
"Jeg hævder jo, at man næsten kan poste uendelig penge gennem dette system, og så vil misforholdet mellem krav og ressourcer stadigvæk være der. Fordi det er en del af det system at avle det," siger hun. "Vi har afviklet vores sprog for prioriteringer og komplekse afvejninger og praksisnær forventningsafstemning."
Magiske black boxes giver ikke mere velfærd
Hun mener, at der er kommet en kultur, hvor Christiansborgpolitikere sprogligt formulerer sig på en måde, der skaber et urealistisk forventningspres. De sproglige vendinger - som også anvendes i økonomiaftalerne - kalder Susanen Ekman for "magiske black boxes".
"Det er fordi, vi over nogle årtier har fremelsket et styringssystem, der er baseret på en win-win ideologi, der har som præmis, at vi altid kan optimere forholdet mellem krav og ressourcer i en mere eller mindre støt opadgående kurve," siger hun. "Den præmis bliver lagt ind i budgetterne, gennem noget, jeg vil kalde en række magiske black boxes, der skal sandsynliggøre, at ressourcerne bliver optimeret."
En sproglig black box kan for eksempel være, at besparelser eller effektiviseringer skal ske ved hjælp af teknologi. Det kan også være, at man aftaler nye arbejdstilrettelæggelser, ny ledelsespraksis, selvstyring. I de seneste økonomiaftaler blev det kaldt at skære i konsulentforbruget.
"Det er en række, som er magiske black boxes, som vi sætter ind uden at skulle redegøre for mellemregningerne. Så antager vi, at der i den anden ende kommer et optimeret forhold ud mellem krav og ressourcer. Og det gør der så meget sjældent i det omgang, som man har antaget i budgetterne," siger hun.
I økonomiaftalerne står der ikke noget om, hvordan det skal lade sig gøre i praksis, at få effektiviseret via teknologi eller have en ny ledelsesstil. Det må kommunerne finde ud af. Christiansborg skubber på den måde ansvaret fra sig ned i systemet, lyder kritikken fra eksperten.
Men regeringen vedkender sig jo, at der bliver hårde prioriteringer?
"Ja de kalder det hårde prioriteringer, men de vil jo faktisk ikke tage de fulde konsekvenser af de prioriteringer. Derfor skubber de bare lorten nedad i systemet. Til sidst står den så ude ved frontmedarbejderne, der konstant bliver bedt om at blæse og have mel i munden, eller bliver bedt om at prioritere mellem flere ting, som de faktisk lovmæssigt skal gøre begge dele," siger Susanne Ekman.
"Der hvor kæden hopper af, er, at dem der i udgangspunktet kridter banen op, det vil sige hvor mange ressourcer giver vi, og hvilke nogle krav skal kommunerne opfylde indenfor de ressourcer, de samtaler er ikke praksisnære. Og det gælder sådan set hele vejen ned i systemet," siger hun.
Christiansborg skal være mere praksisnær
Susanne Ekman foreslår en række konkrete ting, som regeringen med finansministeren i spidsen for økonomiaftalerne kan gøre. Hun forklarer, at der ikke bliver talt om, hvordan besparelser for eksempel skal kunne lade sig gøre, samtidig med at man har afkoblet regeringen fra at sandsynliggøre, om det de beder om kan lade sig gøre i praksis.
"Det vil sige, at de skal tage den meget nære dialog med praksisledet, så man får et realitetstjek i det her. Det (besparelser og effektiviseringer, red.) kommer bare til at stå, som om at det kan man gøre nærmest omkostningsfrit," siger hun.
"Christiansborgpolitikerne må sætte sig ned med KL og sige, okay nu skal vi have skåret en masse administration. Den administration foretog sig faktisk noget. Hvad er det så, som den foretog sig, som vi gerne vil undvære. Og hvilke afledte konsekvenser er der af det? For det at vi kalder noget “kolde hænder”, og at vi sprogligt bare leger, at det har været en eller anden fuldstændig irrelevant praksis ude i det offentlige. Det er jo en skævvridning i forhold til virkeligheden."
"Kolde hænder" foretager sig noget, som Susanne Ekman siger, og når de holder op med at gøre det, så sker der noget ude i systemet, som ingen har et overblik over. Den konkrete nedskæring kan sagtens opleves som en velfærdsforringelse for borgerne, men den dynamik er der ikke et sprog for i økonomiaftalerne.
"Dokumentation handler om at sikre retssikkerhed og være sikker på, at det er de rette ydelser vi giver til de rette mennesker. Kommunikere kan handle om en dialog mellem parter omkring offentlige ydelser. Der er jo meningsfulde intentioner bag det her. Så kan vi have en samtale om, hvor mange ressourcer kan vi afsætte til det," siger Susanne Ekman.
"Men at se på det som om, at hvis vi bare fjerner de her kolde hænder, så har vi fjernet et fuldstændig meningsløst øvre lag, det er skævvridende."
Hvordan foreslår du, man skal ændre det? Hvad skal regeringen for eksempel gøre til de kommende økonomiaftaler?
"De skal have en meget meget praksisnær samtale med næste led. Det vil sige i stedet for at sige, at I har en masse overflødig administration, som bare skal skæres væk, så skal de sætte sig ned og se på, hvad der er for en administration derude. Hvad bliver den brugt til? Hvem gavner det? Hvilke ydelser og service har det konsekvenser for i anden og tredje led, når vi fjerner det. Og så skal vi alle sammen - også Christiansborgpolitikere - stå på mål for det," understreger Susanne Ekman.
Derudover skal regeringen have øje for det sproglige. Man skaber en urealistisk tilgang både ved sprogligt at sige "effektiviseringer", "mere velfærd" samtidig med den sproglige ansvarsfralæggelse, hvor man siger ting som, at der er kommunal selvstyre, så snart det får konsekvenser for det praksisnære. Det nytter ikke, at ministre kun vil stå på mål for mere velfærd og ikke definerbare effektiviseringer og hårde prioriteringer.
Sidst opdateret: 21/02/2023 - 10:12
Emner: Budget, Økonomi, Besparelser













































