
Korte sms-beskeder kan få eleverne i udskolingen til at dukke hyppigere op til timerne, viser en ny undersøgelse. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Sms'er til forældre virker mod elevfravær
En statskundskabsstuderende har i sin bacheloropgave påvist, at automatiske sms'er til forældrene nedsætter ulovligt skolefravær.
Udgivet: 21/02/2023
’Kære forælder, dit barn er ikke mødt i skolen i dag’.
Længere behøver beskeden fra skolen ikke være for at have en stor effekt på elevernes fremmøde. Det viser en stor stikprøveundersøgelse af sms-beskeders effekt på elevers skolefravær, som Sofie Runge Bertelsen har gennemført til sit bachelorprojekt i statskundskab på Aarhus Universitet, skriver folkeskolen.dk.
Hendes undersøgelse bygger blandt andet på offentligt tilgængelige fraværsdata fra 114 danske skoler, og resultaterne viser, at udskolingselevers ulovlige fravær er 42 procent lavere end gennemsnittet, når skolerne benytter sig af en automatiseret fraværs-sms-løsning, fortæller Sofie Runge Bertelsen.
Børne og undervisningsministeriets opgørelse fra sidste skoleår viser, at danske udskolingselever i gennemsnit var ulovligt fraværende i 1,4 procent af skoletiden. Det er omtrent det dobbelte af fraværsprocenten for mellemtrinnet og knap det tredobbelte af fraværsprocenten for indskolingselever.
Det er dog ikke alle sms’er, der har en dokumenteret effekt, advarer Sofie Runge Bertelsen.
De korte tekster må kun informere om elevens manglende tilstedeværelse og ikke beskrive, hvad forældre skal eller bør gøre, forklarer hun.
Sofie Runge Bertelsen udførte undersøgelsen i forbindelse med sin bacheloropgave på statskundskab, som hun afleverede i august.
Så hun ikke ligefrem er en akademisk sværvægter, men hendes undersøgelse ledsages af anbefalinger fra hendes vejleder, professor Simon Calmar Andersen, der er en anerkendt skikkelse indenfor dansk skoleforskning.
”Børns fravær i skolen kan have store negative konsekvenser for deres videre uddannelsesforløb. Og selvom mange skoler og kommuner anvender sms-ordninger, er der meget begrænset viden om, hvorvidt de virker," skriver han i en anbefaling og kalder Sofie Runge Bertelsens undersøgelse for ”et værdifuldt bidrag til besvarelse af denne problemstilling”.
Sidst opdateret: 21/02/2023 - 09:14
Emner: Skole












































