
Finansminister Nicolai Wammen (S) fremlægger regeringens 2030-plan. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Regeringen dropper 'Arne Plus' - og opgiver at aflive seniorpensionen
Både seniorpensionen og Arne-pensionen får lov at fortsætte, mens regeringen dropper Arne-plus ordning. Det fremgår af 2030-plan.
Udgivet: 07/11/2023
Regeringen dropper planerne om Arne-plusordningen
Det fremgår af en netop fremlagt 2030-plan.
I regeringsgrundlaget lød det ellers, at regeringen ville slå Arne-pensionen og seniorpensionen sammen i én ordning kaldet Arne-plus.
Umiddelbart kunne det lyde som en opgradering. Men for landets nedslidte indebar den såkaldte plus-ordning i virkeligheden en forringelse af muligheden for at gå tidligt på pension, og efter voldsom kritik er planerne nu opgivet.
I stedet fortsætter både tidlig pension, også kaldet Arne-pension, og seniorpensionen, selv om regeringen egentlig ønskede at afskaffe sidstnævnte.
"Når det gælder seniorpensionen, må vi bare konstatere, at det har været med til at give meget usikkerhed hos mange mennesker. Dem vil vi gerne give en tryghed ved at sige, at vi ikke kommer til at lave forringelser," fastslog finansminister Nicolai Wammen (S), da han fremlagde 2030-planen tirsdag.
Med seniorpensionen er det mulig at få omkring 20.000 kroner om måneden seks år inden pensionsalderen. Men med Arne Plus ville det i stedet blive omkring 15.000 kroner og blot tre år inden den planlagte pension.
Regeringen ønsker at fastholde arbejdsevnekravet i seniorpension. Den tidligere aftalte lempelse af arbejdsevnekravet i seniorpensionsordningen fra maksimalt 15 til maksimalt 18 timer pr. uge fra 2024 og frem gennemføres dermed ikke, skriver regeringen.
Oppositionen kræver ro
Meldingen om, at regeringen dropper planerne om Arne-plusordningen vækker glæde hos flere oppositionspartier.
Men hos SF, DF og De Konservative er meldingen dog også, at der nu skal ro og forudsigelighed omkring danskernes pension efter de seneste års forskellige meldinger.
"Der trænger til ro og forudsigelighed på det her område. Når det er sagt, kommer vi i Konservative aldrig til at synes, at Arne-pensionen er en god ordning. Den trækker masser af mennesker ud af arbejdsmarkedet, som er i stand til at arbejde," siger Mette Abildgaard, politisk ordfører for De Konservative, til Ritzau.
Ifølge Nicolai Wammen vil regeringen øge fuldtidsbeskæftigelsen med 45.000 frem mod 2030 ved hjælp af reformer.
32 milliarder kroner til velfærd
Af regeringens 2030-plan, er er en status og fremskrivning af økonomien de kommende år, fremgår det desuden, at regeringen vil prioritere 32 milliarder kroner til investeringer i velfærden.
Nedenfor kan du se, hvordan pengene fordeler sig.

Sidst opdateret: 07/11/2023 - 14:57












































