
Finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at borgmestrene skal glæde sig over, at de er sikret dækning af det demografiske træk frem til 2030, men ville ikke give mere konkrete løfter om hjælp til kommunerne med at reducere udgiftsvæksten på blandt andet det specialiserede socialområde. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
2030-plan: Der er ikke udsigt til, at sparekrav på kommunale budgetter falder
ANALYSE: Kommunerne skal indstille sig på, at de kommende års budgetter bliver lige så stramme som 2024-budgettet. Se tallene for kommunerne her.
Udgivet: 07/11/2023
Selvom regeringen i dag præsentererede en 2030-plan med ekstra 20 milliarder i råderum og den højeste vækst i det offentlige forbrug i 15 år, så varsler planen fortsatte stramme tider for kommunerne, med årlige krav om effektiviseringer for 1,1-1,6 milliarder kroner, blot for at bevare den nuværende velfærd.
De faktiske tal står i kontrast til løftet om "massive investeringer i velfærden" fra finansministeren.
"Helt centralt i den plan vi kommer med, er der en massiv investering i velfærden de kommende år," sagde finansministeren på dagens pressemøde.
Men den udtalelse retter sig mod en forventet vækst i det offentlige forbrug på 1,4 procent om året, hvilket er den højeste vækst siden 2010. Men udtalelsen dækker på ingen måde den virkelighed, som venter kommunerne.
Selvom regeringen har afsat 32 milliarder kroner til velfærd frem til 2030, så går de 19 milliarder til at sikre det demografiske træk, altså at kommuner og regioner får dækket deres udgifter til at sikre uændret velfærd til et stigende antal børn og især ældre.
Det efterlader 13 milliarder kroner til øvrige investeringer i velfærd. Men heraf har regeringen allerede disponeret fem milliarder til sundhed, tre milliarder til psykiatri og en milliard til erhvervsskolerne. Dermed er der kun fire milliarder tilbage til at løfte kommunernes og regionernes økonomi ud over demografien de kommende syv år.
Udfordringen for kommunerne er, at der ud over demografien er en opdrift i udgifterne til det specialiserede socialområde, nær sundhed, specialundervisning i folkeskolen og en række mindre områder på cirka 1,3-1,8 milliard kroner.
Som du kan læse i en særskilt artikel her på NB-Økonomi, anerkender regeringen det udgiftspres, men finansministeren gav på dagens pressemøde ingen håndfaste løfter om eksempelvis lovgivning til at sikre kommunerne mulighed for at stoppe udgiftsvæksten.
Det er i øjeblikket uklart, hvor stor en del af de afsatte penge til sundhed og psykiatri, som vil ende i kommunernes kasser. Men hvis man antager, at det er et løft på ca. 200 millioner årlig, svarende til cirka 2,1 milliarder i 2030, så vil der formentligt mangle mellem 1,1 og 1,6 milliarder kroner om året i de kommunale budgetter.
Det svarer til cirka 11-16 millioner kroner årligt for en gennemsnitskommune.
2024-nedskæringer bliver i bedste fald normen frem til 2030
For budgetåret 2024 fik kommunerne ca. 800 millioner kroner, ud over det demografiske træk. Dels fra økonomiaftalen og dels fra regeringens ekstraordinære løft af kommunernes økonomi i august.
Hvis kommunerne skulle fortsætte med at få et tilsvarende løft frem til 2030, ville det kræve cirka 4,8 milliarder kroner - altså mere end de fire milliarder som er tilbage til velfærd i hele den offentlige sektor.
Men det betyder ifølge Wammen ikke, at de kommende års budgetter vil blive præget af lige så mange nedskæringer som 2024-budgetterne. Wammen påpegede, at der var en række særlige forhold, som fik regeringen til at give 650 millioner ekstra til kommunerne efter økonomiaftalen.
"En af de ting der har spillet ind er inflationen, som har ramt de kommunale og regionale budgetter hårdt, ligesom det har ramt ind i hvert eneste hjem i Danmark."
Finansministeren påpegede samtidig, at landets borgmestre med dagens 2030-plan har fået et løfte om dækning af det demografiske pres fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
"Det er ikke noget, som står skrevet i grundloven," påpegede han og gentog, at regeringer før hans tid som finansminister ikke havde fulgt den linje.
Administrative besparelser er allerede taget
Hvis kommunerne ikke får hjælp fra regeringen til at bremse udviklingen på det specialiserede socialområde og specialundervisningen, så står de store velfærdsområder for skud - præcis som det skete med 2024-budgettet.
Derfor er der ikke meget, som tyder på, at kommunernes budgetudfordringer bliver mindre i de kommende år frem til 2030, sammenlignet med det 2024-budget, som netop er lukket.
"32 mia. kr. er et stort beløb at sætte af til velfærd. Men der er jo sat etikette på det meste af det beløb," siger KL's formand Martin Damm.
Han frygter, at når mange af pengene er øremærket allerede, så kan det alligevel ende med besparelser i kommunerne. Det skyldes, at der de seneste år har været et stigende udgiftspres på handicapområdet samt opgaveglidninger fra sundhedssektoren, som skiftende regeringer ikke har villet dække. Derfor har kommunerne selv været nødt til at finde pengene på de store velfærdsområder. Den tendens ser med 2030-planen ud til at rulle videre.
"Hvis den tendens fortsætter, så ender det med besparelser og prioriteringer i kommunerne, for så får man ikke dækning for de reelle udgifter," siger han.
Ingen ved, hvor meget der ender som rene nedskæringer i velfærden
Regeringen påpeger i et særligt afsnit i 2030-planen, at det er svært at beregne produktivitetsfremgangen i den offentlige sektor. Derfor er det også usikkert, hvor meget af nedskæringerne i eksempelvis 2024, som er dækket af egentlige effektiviseringer - altså hvor borgerne får samme service til en mindre udgift - og hvor meget der er dækket af egentlige nedskæringer med serviceforringelser.
I den sammenhæng spiller det ind, at regeringen i 2030-planen fastholder at ville skære yderligere 1,4 milliarder kroner af kommunernes udgiftsramme frem til 2030, begrundet i mulige administrative besparelser.
Dermed er det næppe sandsynligt, at kommunerne kan finde ekstra effektiviseringer på det område, og dermed vil alle effektiviseringer og besparelser for at dække mankoen mellem opdriften i kommunernes udgifter og det årlige løft i servicerammen, stort set skulle findes på de regulære velfærdsområder.
Sidst opdateret: 07/11/2023 - 14:56












































