
- Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Kommune bakker op om 'uniform-på-jobbet-dag'
Udgivet: 15/09/2023
Sønderborg Kommune vil gerne være en del af 'uniform-på-jobbet-dag' for at skabe mere synlighed om de mange frivillige i uniform.
Det skriver JydskeVestkysten.
27. september er dagen, hvor Forsvaret, Beredskabet og Hjemmeværnet må bære deres uniform på arbejde i Danmark. Ved at følge trop håber Tim Hansen, Sønderborgs kommunaldirektør, at dagen vil symbolisere kommunens taknemmelighed for alle de frivillige.
"I Sønderborg Kommune vil vi gerne sige tak til alle dem, der yder en indsats, og på dagen vil mange kunne få en god snak med deres kollegaer, som møder op i uniform, om frivillighed for den enkelte, men også for hele Danmark," siger Tim Hansen i en pressemeddelelse.
"Uniform-på-jobbet-dagen" eksisterer allerede i Sverige, Norge og England, og nu er turen kommet til Danmark. Fremover vil dagen være den sidste onsdag i september.
nannakk
Sidst opdateret: 15/09/2023 - 07:59
Emner: Kultur













































