
Folketingspolitiker har indsendt en klage til socialtilsynet over Esbjerg Kommunes indsats på misbrugsområdet overfor børn og unge. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Politiker tager usædvanligt skridt og melder kommunalt tilbud til socialtilsynet
Folketingsmedlem er fortørnet over Esbjerg Kommunes tilbud til unge misbrugere. Så fortørnet at hun har meldt tilbuddet til socialtilsynet. Direktøren for området afviser kritikken.
Udgivet: 03/08/2023
Kommunen svigter børn og unge, der har misbrugsproblemer.
Sådan lyder det fra socialdemokraternes misbrugsordfører i Folketinget, Maria Durhuus. Hun har været på besøg i Esbjerg Kommune for at se nærmere på især et voksende opioid-misbrug blandt lokalområdets unge. Og hun var dybt rystet over det, hun både så og hørte. Det skriver JydskeVestkysten.
"Det er helt almindelige unge, som bliver tabt på gulvet, fordi vi ikke fatter, hvor let det er at anskaffe opioiderne og blive afhængig af dem," siger hun til avisen.
Folketingspolitikeren har efter sit besøg anmeldt Esbjerg Kommunes indsats for unge misbrugere til Socialtilsyn Syd. Her skriver hun ifølge JydskeVestkysten blandt andet om Esbjerg Kommunes ambulante behandlingstilbud 3D:
"Børn og unge med et livstruende misbrug med ekstremt potente narkotiske stoffer henvises to, tre og fire gange til 3D-tilbuddet uden effekt. Derudover tilbydes der, i de sager jeg har fået aktindsigt i, ikke substitutions- eller medicinsk abstinensbehandling, men børnene og de unges tilbagefald tilskrives blot manglende motivation," skriver Maria Durhuus og fortsætter:
"Når vi taler om børn og unges stofmisbrug, så handler det ikke om motivation. Og det handler ikke om, hvor dybt deres ønske om stoffrihed går, men om hvor stor smerten indeni dem er. Så derfor vil det aldrig bliver en 'one size fits all'."
Lise Plougmann Willer er direktør for Borger & Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune. Hun afviser Maria Durhuus' kritik:
"Hvis vi får unge ind, hvor der muligvis kan være behov for en mere intensiv behandlingskrævende indsats, vil der blive tilbudt lægesamtale for at vurdere, om der er behov for en medicinsk behandling," siger Lise Plougmann Willer til JydskeVestkysten og fortsætter:
"Der vil også blive samarbejdet med den unges egen læge og eventuelt med psykiatrien. Møder vi unge med akutte abstinenser, tages der kontakt til psykiatrien."
Sidst opdateret: 03/08/2023 - 10:35












































