Sorø Kommune vil efter kritik nu grundigt undersøge, hvordan en borgmesterkonto er blevet brugt.

Sorø Kommune vil efter kritik nu grundigt undersøge, hvordan en borgmesterkonto er blevet brugt. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Sorø iværksætter nu undersøgelse efter kritik af borgmesters brug af konto

Sorø Kommune erkender, at der 'kan være sket fejl' og iværksætter nu en juridisk undersøgelse samt udarbejder nye retningslinjer. Det sker i kølvandet på kritik af, at borgmesteren har uddelt koncertbilletter til sig selv og nogle ansatte.

Udgivet: 25/05/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Sorø Kommune lover nu at granske, hvordan en såkaldt borgmesterkonto er blevet brugt. Det sker, efter at B.T. har bragt en artikel vedrørende Sorø Kommunes praksis for brug af borgmesterkontoen i 2014-2018.

Som omtalt i NB-Kommune vurderer flere professorer, at tingene ikke er gået efter bogen på borgmesterkontoen i Sorø. Eksempelvis har borgmester Gert Jørgensen (K) uddelt koncertbilletter til sig selv og udvalgte medarbejdere.

Læs også:
Professor: Helt usædvanligt med en borgmesterkonto som i Sorø

Sorø Kommune erkender i en meddelelse, at "der kan være sket fejl, og er ved at undersøge dette samt præcisere og nedskrive retningslinjer."

Ifølge Sorø Kommune har borgmesterkontoen været anvendt til blandt andet at yde tilskud og sponsorater til lokale initiativer, der f.eks. falder uden for de ansøgningsfrister, der findes i regi af Kultur og Fritidsudvalget samt til repræsentation.

Borgmesteren har været tildelt retten til at råde over kontoen, når der har været tale om mindre beløb. Har der været tale om større beløb, har det været drøftet uformelt i Økonomiudvalget før tildeling. Denne praksis har været gældende i en lang årrække, og Sorø Kommune har haft denne praksis i den overbevisning, at man fulgte gældende regler.

Læs også:
Borgmester kritiseres for at bruge penge på koncertbilletter

B.T.s artikel har specifikt fokus på indkøb af en række koncertbilletter fra borgmesterkontoen. Der er tale om billetter til en række velgørende koncerter arrangeret af Rotary.

"Billetterne til de fem koncerter i 2014 til 2018 er blevet tilbudt til medarbejderne i kultur & fritid, byrådssekretariatet og erhvervskontoret og har været set som personalepleje for at påskønne en særlig indsats," fortæller Velfærdsdirektør Henrik Juul Kjær i meddelelsen fra kommunen.

Hvis der har været afbud, er deltagerne blevet tilbudt at tage ledsagere med, da billetterne allerede var købt.

"Det har været praksis i Sorø Kommune at anvende borgmesterkontoen på denne måde, og selvfølgelig efter bedste overbevisning efter reglerne. Nu er vi blevet bekendt med, at den tidligere brug muligvis ikke har været uden fejl. "

"Det skal naturligvis undersøges, og vi har derfor sat vores juridiske afdeling i gang med et dybt dyk ned i dette, ligesom vi har bedt kommunens administration om at udarbejde helt klare retningslinjer for området," siger Henrik Juul Kjær.

Sorø Kommune har nu rettet henvendelse til kommunens eksterne revision for at få gennemgået forholdene igen.

I forbindelse med ansættelsen af den nuværende direktion er der sat et arbejde i gang med særligt fokus på at nedskrive retningslinjer. I den forbindelse har direktionen påbegyndt udarbejdelse af en formel delegationsplan, som vil blive forelagt til politisk godkendelse i efteråret 2023, skriver Sorø Kommune.

Tidligere er Sorø Kommune blev meget omtalt i 2022 og 2023 forbindelse med, at den nu forhenværende kommunaldirektør Søren Søndergaard Kjær blev dømt for bedrageri. Han er nu kommunaldirektør i Lemvig.

Læs også:
Bedrageridømt i Sorø - ny kommunaldirektør i Lemvig

Sidst opdateret: 25/05/2023 - 11:28

Emner: Jura, Sorø Kommune, Forvaltning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]