
BUPL ser et skisma mellem, at kommunerne sparer på dagtilbud målt pr. barn, og samtidig får ekstra penge til at gennemføre minimumsnormeringer. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)
BUPL: Kommunerne laver skjulte besparelser på dagtilbud
Regnskabstal fra kommunerne viser, at målt pr. barn, så sparer de på dagtilbud. Det vækker stor skepsis hos BUPL, som peger på, at kommunerne får ekstra penge fra staten til at gennemføre minimumsnormeringer. Nyt lovkrav bliver afgørende for at stoppe udviklingen, mener BUPL.
Udgivet: 17/05/2023
Penge til at gennemføre minimumsnormeringer kommer ekstraordinært ind i kommunekasserne. Alligevel sparer kommunerne samlet set på udgifterne til dagtilbud målt pr. barn.
Det forhold vækker skepsis i pædagogernes fagforbund BUPL. I fagforbundets fagblad 'Børn & unge' skrives der om besparelserne på dagtilbud.
Som tidligere beskrevet i NB-Kommune regner kommunerne med i gennemsnit at bruge 467 kroner mindre pr. barn i dagtilbud i 2023 sammenlignet med 2022.
I år får kommunerne ellers 1,3 milliarder kroner fra Folketinget til minimumsnormeringer. Og det er afgørende, at de statslige midler til bedre normeringer rent faktisk går til børnene, påpeger formand for BUPL, Elisa Rimpler.
"Det er ærgerligt, hvis pengene i stedet bliver brugt til at fylde huller i en presset kommunal økonomi. Det står i direkte modsætning til folkekravet om minimumsnormeringer og højere kvalitet i vores institutioner, at kommunerne sparer med den ene hånd, når de får penge i den anden fra puljerne til styrkede normeringer,” siger Elisa Rimpler til Børn & Unge.
Hun ser mindreforbruget i kommunerne som et udtryk for, at kommunerne er stærkt presset økonomisk.
"Udgifterne til det specialiserede socialområde og de høje prisstigninger sluger store summer i kommunerne. Det er ikke en undskyldning, som børn, forældre og pædagoger kan bruge til ret meget, men det er en forklaring på de bekymrende besparelser, som rammer børnene i en tid, hvor der ellers er enighed om, at der er brug for det stik modsatte," siger Elisa Rimpler til Børn & Unge.
BUPL-formanden har en forventning om, at når loven om minimumsnormeringer træder i kraft ved årsskiftet, så bliver det ifølge formanden sværere for kommunerne at modtage penge fra staten og samtidig spare.
”Det her viser med al tydelighed, hvorfor det er så vigtigt, at kommunerne fra næste år skal leve op til minimumsnormeringerne. Det sætter en prop i besparelserne og lægger en bund, som kommunerne ikke kan løbe fra," siger Elisa Rimpler til Børn & Unge.
Sidst opdateret: 17/05/2023 - 11:25
Emner: Daginstitution, Minimumsnormeringer, BUPL, Børnehaver, Vuggestuer











































