I et brev fra udvalgsformænd i 12 kommuner efterspørges det, at regeringen og KL gentænker, hvordan problemet med elevers mistrivsel og de afledte økonomiske effekter skal kompenseres kommunerne.

I et brev fra udvalgsformænd i 12 kommuner efterspørges det, at regeringen og KL gentænker, hvordan problemet med elevers mistrivsel og de afledte økonomiske effekter skal kompenseres kommunerne. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

12 udvalgsformænd sender bekymringsbrev til ministre

I et brev til to ministre lufter formændene for børn- og ungeområdet i 12 kommuner en fælles frustration over, at fortsat flere børn og unge bliver flyttet fra et alment skoletilbud over i et specialtilbud - uden at økonomien følger med.

Udgivet: 10/05/2023

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Det kan ikke blive ved med at fortsætte sådan. Økonomien matcher ikke stigende behov.

Det er konklusionen i et brev, som 12 formænd i ligeså mange kommuner på Sjælland har sendt til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) samt indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). Brevet er sendt, nu hvor der er blevet taget hul på de årlige økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL (Kommunernes Landsforening) på vegne af kommunerne.

Det skriver DR.

Formændenes anke er, at økonomien i kommunerne ikke kan følge med, og at regeringen skal anerkende, at udgifterne til elever med behov for specialiserede tilbud er blevet for voldsomme. Ifølge KL er antallet af elever i specialtilbud i grundskolerne steget med knap 4.700 på landsplan fra 2018 til 2022.

KL oplyser også, at de budgetterede udgifter til specialtilbud i grundskolerne er steget fra omkring 5,6 til 6,5 mia. kr. mellem 2018 og 2023 - en stigning på omtrent 900 millioner kroner, skriver DR. Og det er penge, som det ifølge underskriverne af brevet er nødvendigt at tage fra det almene område af grundskolen, når kommunerne skal forsøge at finde dem.

"Når man flytter så mange ressourcer fra det almene skoletilbud, skaber det en ond spiral, hvor kommunerne hele tiden sætter plaster på specialområdet, og bruger færre penge på forebyggelse, og kan ende med at skubbe endnu flere over i et specialtilbud," skriver udvalgsformændene i brevet.

Formand for Skole-, Børne- og Ungeudvalget i Greve Kommune Claus Jensen (V), siger til DR:

"Kommunerne står akut og mangler penge. Vi har hænderne bundet på ryggen, og pengene skal findes et sted. Vi er nødt til at kigge på, hvordan vi kan sikre en økonomi, så vi kan lave den forebyggende indsats og bryde den her negative spiral."

Fakta

Brevet er underskrevet af formændene for børne- og ungdomsområderne i 12 ud af Region Sjællands i alt 17 kommuner:

  • Mikkel Dam, Faxe Kommune (LA)
  • Claus Jensen, Greve Kommune (V)
  • Jesper Blomberg, Guldborgsund Kommune (DF)
  • Henriette Ergemann, Kalundborg Kommune (Frit Borgerligt Fællesskab)
  • Pernille Sylvest, Køge Kommune (S)
  • Thomas Østergaard, Lolland Kommune (S)
  • Hanne Pigonska, Odsherred Kommune (V)
  • Unnie Oldenburg, Slagelse Kommune (S)
  • Regine Hovmøller, Solrød Kommune (LA)
  • Jakob Spliid, Sorø Kommune (V)
  • Anette Mortensen, Stevns Kommune (V)
  • Else-Marie Langballe Sørensen, Vordingborg Kommune (SF)

Kilde: DR

Sidst opdateret: 10/05/2023 - 11:02

Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Dagtilbud

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]