Kommunerne er presset af sparetider. Og her burde de have mulighed for at kræve af pensionister, at de selv betaler for rengøring i eget hjem. Det mener borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd (S).

Kommunerne er presset af sparetider. Og her burde de have mulighed for at kræve af pensionister, at de selv betaler for rengøring i eget hjem. Det mener borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd (S). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)

S-borgmester prikker til følsom debat om egenbetaling

Skal velstillede ældre til selv at betale for rengøring? Ja, den mulighed skal kommunerne have. Det mener socialdemokratisk borgmester, der er klar til at tage hul på sprængfarlig debat om egenbetaling i ældreplejen.

Udgivet: 08/05/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Byrådene skal have mulighed for at kræve af pensionister, at de selv betaler for rengøring i eget hjem. På den måde kan man lokalt sikre, at penge til ældreplejen bliver brugt på de mennesker, der har mest behov. I det hele taget skal kommunerne have større frihed til at få velfærds-kabalen til at gå op.

Det mener borgmesteren i Middelfart, socialdemokraten Johannes Lundsfryd. Som det er i dag, skal kommunerne ifølge lovgivningen sørge for gratis rengøring hos svagelige ældre, som er visiteret til det.

Ved at tage hul på debatten om egenbetaling går Johannes Lundsfryd ind i et politisk mineret område. For de færreste vælgere bryder sig om, at der bliver taget noget fra dem. Og egenbetaling rejser nogle helt fundamentale spørgsmål om fremtidens velfærd og borgernes tillid til den.

"Ældre mennesker med gode indtægter, og som hele deres liv selv har betalt for rengøring, kunne man godt forestille sig også kan betale for rengøring, når de er pensionister. Sådan en egenbetaling vil bidrage til, at vi kommunen kan prioritere vores midler på dem, der har størst behov," siger Johannes Lundsfryd til NB-Kommune.

Han vurderer, at de fleste pensionister har "ret store rådighedsbeløb" og dermed godt selv kan betale for rengøringshjælp.

"Men der er en gruppe af pensionister, som må leve af folkepensionens grundbeløb og ikke har nogen formue af betydning. De skal stadig have bevilget rengøring og tøjvask," siger Johannes Lundsfryd.

Risiko for fattig velfærd

Borgmesteren er med egne ord "lidt splittet" i spørgsmål om at forlange egenbetaling af pensionister.

"For at indføre egenbetaling er, at vi i de her år er presset på økonomien i kommunerne. Og at vi har brug for i kommunerne i større grad selv at kunne disponere vores velfærdstilbud," siger Johannes Lundsfryd.

I forrige uge så et flertal i kommunalbestyrelsen i Middelfart sig nødsaget til at vedtage en økonomisk opbremsning. Den betyder blandt andet, at pensionister som udgangspunkt får gjort rent hver tredje uge - i stedet for som hidtil hver anden. Middelfart er i de her år frikommune på ældreområdet.

På den længere bane har socialdemokraten Johannes Lundsfryd nogle argumenter som taler imod indtægtsgradueret rengøringshjælp til ældre.

"Vi har et universalt velfærdssamfund nu, som bygger på, at alle har samme rettigheder. Og her kan man frygte for, at man med egenbetaling for nogle vil ende med, at det offentliges ydelser til de øvrige borgere bliver discount-ydelser. "

"Mogens Lykketoft (tidligere minister og formand for Socialdemokratiet, red.) har sagt, at 'velfærd for de fattige, bliver fattig velfærd'. Og den bekymring kan man jo godt få med krav om egenbetaling."

Kommunerne skal have større manøvrerum

Johannes Lundsfryd opfordrer Kommunernes Landsforening til i sit lobbyarbejde over for Folketinget og regeringen at arbejde for at give kommunerne muligheden for at opkræve egenbetaling på ældreområdet.

"Vi skal have større fleksibilitet og frihed til i kommunerne at prioritere midlerne. En del af det handler så om at kunne sige til nogle pensionister, at de selv må betale for rengøring. Og så må vi som politikere lokalt stå til ansvar over for vælgerne i forhold til vores beslutninger," siger Johannes Lundsfryd.

Han gør opmærksom på, at kommunerne i de her budgetstramme år har fået mindre mulighed for at prioritere.

"Der sker en glidning i retning af, at vi er nødt til at flytte midler over til de lovbundne opgaver. Eksempelvis brugte alle kommuner alene i 2022 så meget som 1,7 milliarder kroner ekstra på det specialiserede socialområde, hvor mange af opgaverne er lovbundne. Det betyder, at vi må tage penge fra almenområdet," siger borgmesteren.

Sidst opdateret: 08/05/2023 - 11:30

Emner: Velfærd, Ældrepleje, Middelfart Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]