
Seniorrådgiver ved Rådet for Grøn Omstilling opfordrer kommunerne til at få lavet en indeklimastrategi for institutionerne. - Foto: Steffen Stamp
Børn udsættes for hormonforstyrrende stoffer i institutionerne
En undersøgelse af 30 daginstitutioner over hele landet viser, at der er bekymrende udfordringer med kemikalier, der på sigt kan give alvorlige sundhedsmæssige problemer. Seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling opfordrer kommunerne til at få lavet en indeklimastrategi for institutionerne.
Udgivet: 28/04/2023
”I alle institutioner finder vi bekymrende koncentrationer af sundhedsskadelige kemikalier – stoffer der bl.a. er forbudt i legetøj og andre produkter til børn.”
Så klart indleder Rådet for Grøn Omstilling sin resultatrapport om indeklimaet i daginstitutionerne. Rapporten bygger på undersøgelse af indeklimaet i 30 daginstitutioner fordelt på syv danske kommuner. Og i samtlige af de 30 institutioner er der – med rådets egne ord – fundet en række af de mest skadelige kemikalier.
Det vender vi tilbage til, men først et par ord om undersøgelsen. Målingerne, der ligger til grund, er gennemført fra november 2021 til april 2022, med undtagelse af støj og belysning, der først blev afsluttet i november 2022. Indeklimaet er vurderet på ni forskellige parametre, nemlig CO2, temperatur, fugt, TVOC, kemikalier, ultrafine partikler, radon, støj og kunstig belysning. Undersøgelsen bygger oven på en tilsvarende undersøgelse i 20 daginstitutioner, der blev målt i 2018. Begge undersøgelser er finansieret af Realdania.
Netop for kemikalier viser såvel den tidligere som den nye undersøgelse det samme. I samtlige i alt 50 institutioner findes der bekymrende koncentrationer af sundhedsskadelige kemikalier. Det får seniorrådgiver Lone Mikkelsen fra Rådet for Grøn Omstilling til at konkludere, at der er tale om et generelt problem.
”Billedet vil sandsynligvis være det samme i alle institutioner i hele landet. Det er bekymrende, fordi det er hormonforstyrrende stoffer, som øger risikoen for at udvikle sygdom og andre udfordringer. Desuden er enkelte af flammehæmmerne kræftfremkaldende, og derfor skal børn eksponeres så lidt som muligt for de her stoffer,” siger Lone Mikkelsen.
Som det er nu, er det kun seks ftalater og tre flammehæmmende kemikalier, der er forbudte i børneprodukter, og mange er først blevet forbudte i nyere tid. Derfor findes de skadelige stoffer i alt fra tæpper og maling til tumlemøbler og elektronik. Holdet bag rapporten har målt høje koncentrationer af stoffer i flere daginstitutioners tumlerum.
”De er ikke i legetøjet, men sandsynligvis i meget af det andet, børnene omgiver sig med i dagligdagen. Og stofferne binder sig til støv. Så det handler i første omgang om at få gjort ordentligt rent,” siger Lone Mikkelsen, der erkender, at det næsten kan lyde som om, det er sundhedsfarligt at sende sit barn i institution.
”Stofferne er alle steder, så det gælder om, at børnene skal udsættes for dem så lidt som muligt. Jeg er ikke bekymret for at sende børn i institution, men ærgerlig over, at de stoffer også findes der i deres hverdag. Derfor er vores opfordring i Rådet for Grøn Omstilling, at institutionerne skal gøre rent, fjerne støv og være mere udendørs med børnene. Det gælder om at tage fat i de greb, der kan tages fat i," siger Lone Mikkelsen.
Hun fortæller videre, at man f.eks. kan sætte hjul på møbler, så de kan flyttes, når der skal gøres rent. At man kan købe svanemærket legetøj og ikke tage imod gammelt legetøj. Og at undgå eksempelvis vinylgulve,
”For lederen af institutionen handler det jo om hænder i det daglige kontra rengøring. Vi har taget støvprøver i institutionerne, og nogle steder mangler der i hvert fald ikke støv, kan jeg sige. For de lokale politikere er det her noget, der skal prioriteres blandt mange brændende platforme, og vi kan ikke pege på en her-og-nu rygende pistol. Det er sundhedseffekter man først ser mange år senere,” tilføjer Lone Mikkelsen.
Sidst opdateret: 28/04/2023 - 09:48
Emner: Daginstitution








































