Justitsminister Peter Hummelgaard (S) baner med et nyt lovforslag vejen for kommunale tryghedsvagter.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) baner med et nyt lovforslag vejen for kommunale tryghedsvagter. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (arkiv)

S-regeringen måtte opgive men nu kan der være kommunale tryghedsvagter på vej

Et lovforslag skal åbne for, at kommunerne kan ansætte uniformerede tryghedsvagter som led i treårigt forsøg. Før regeringsskiftet var det svært at finde politisk flertal.

Udgivet: 22/03/2023

Del artiklen:

Som et forsøg vil regeringen give kommunerne lov til at ansætte såkaldte tryghedsvagter.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

De skal for eksempel være med til at sikre tryghed i områder, hvor der bliver begået mange indbrud eller få støjende unge til at skrue ned for musikken.

Konkret har justitsminister Peter Hummelgaard (S) onsdag fremsat et lovforslag, som åbner for, at kommunerne som led i en treårig forsøgsordning kan ansætte uniformerede tryghedsvagter.

- Jeg håber, at forsøgsordningen vil blive taget godt imod af landets kommuner, som nu får et nyt værktøj i deres arbejde med at skabe tryghed for borgerne, siger Peter Hummelgaard.

Det er politiets opgave at sikre ro og orden i samfundet, og i pressemeddelelsen bliver det da også fremhævet, at tryghedsvagterne ikke skal erstatte politiets arbejde, da de ellers ikke får politimæssige beføjelser.

Læs også:
Flere kommuner ønsker kommunale vagtværn

Den tidligere S-regering forsøgte i valgperioden at få indført kommunale tryghedsvagter, men justitsministeren på det tidspunkt, Nick Hækkerup (S), så sig nødsaget til at udskyde lovforslaget.

Det var nemlig ikke muligt for Folketingets partier at blive enige om en model for tryghedsvagterne.

Det var på trods af, at et bredt politisk flertal ønskede at etablere en forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter.

Det var et af initiativerne i flerårsaftalen for politiet og anklagemyndighedens økonomi for 2021-2023, som Venstre ikke er en del af.

Idéen kom på bordet, efter at flere kommuner havde udtrykt interesse for private vagtværn.

Det var blandt andre den daværende konservative borgmester i Gentofte, Hans Toft, der ønskede værktøjer til at komme de mange indbrudstyve i kommunen til livs.

Den foreslåede forsøgsordning vil løbe i tre år fra 1. juli 2023 til 1. juli 2026.

Det er deres tilstedeværelse og ekstra "øjne og ører", som skal være med til at sikre trygheden.

Desuden kan de bede personer stoppe forstyrrende adfærd og ved hjælp af kameraer dokumentere forstyrrelser eller strafbare forhold, så optagelserne kan blive overdraget til politiet.

/ritzau/

Sidst opdateret: 23/03/2023 - 10:50

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]