
"Jeg lægger som regel kun opslag på, hvis jeg har noget på hjerte. Og jeg gider ikke det her med paroler. Altså at jeg for eksempel som Liberal Alliance-politiker skal skrive noget om mindre offentlig sektor," fortæller Solrød Kommunes borgmester Emil Blücher. - Foto: Solrød Kommune (arkiv)
Borgmester deler nogle af sine tips til at få succes på Facebook
BYRÅDET: Borgmesteren i Solrød Kommune hev en kæmpe sejr hjem ved kommunalvalget blandt andet takket være sine evner på Facebook. Her får du nogle af hans råd til blandt andet at dæmpe en negativ dagsorden og undgå 'Astrid Krag-syndromet'.
Udgivet: 06/03/2023
Øjnene blev spærret op, da resultatet af kommunalvalget i Solrød Kommune blev offentliggjort i 2021. Den unge kandidat fra Liberal Alliance Emil Blücher havde fået flere personlige stemmer end den mangeårige borgmester Niels Hörup (V). Succesen ved valget for Emil Blücher, der nu er borgmester, skyldtes blandt andet en stor indsats på sociale medier og især Facebook.
Emil Blücher er fortsat ret aktiv på Facebook, og i dette interview med NB-Kommune deler han nogle af de tips, der har givet ham succes hos vælgerne.
Vær tilstede mellem valgene
Løbende tilstedeværelse på Facebook giver pote, forklarer Emil Blücher.
"En af grundene til jordskredsvalget i Solrød (hvor Liberal Alliance fik en stor valgsejr, red.) var, at nogle politikere troede, at man som politiker stort set kun for alvor behøver at være i dialog med vælgerne i valgkampene. Jeg lægger stor vægt på at være tilgængelig mellem valgene blandt andet ved at være aktiv på Facebook," siger Emil Blücher.
Han tjekker, hvad der sker i lokale facebook-grupper som Solrøds fri stemme og Det sker i Solrød og omegn flere gange om ugen.
"Nogle gange laver jeg selvopslag i de lokale grupper. Andre gange går jeg ind og blander mig i en debat-tråd. Og egentlig burde jeg bruge mere tid på det, men tiden er svær at finde," siger Emil Blücher.
Han anbefaler, at man som lokalpolitiker er opmærksom på, at der er en verden uden for ens egen faceook-side.
"Hvis man ikke er aktiv i andres debattråde, får det hurtigt karakter af envejs-kommunikation," siger han.
Gå hurtigt ind i negativt ladede debatter
29-årige Emil Blücher har været borgmester i lidt over et år og har gjort sig nogle erfaringer med at tackle kritik og negativ omtale. Blandt andet har han fundet ud af, at det kan være frugtbart at være hurtigt ude.
"Hvis nogle lægger et negativt opslag på Facebook, så er det en stor fordel at komme hurtigt ind i debattråden som borgmester. Jeg har oplevet nogle gange at få lagt en debat ned, fordi jeg er kommet hurtigt ind i tråden."
"Det kan godt være, at det negative opslag får nogle likes, men når man bruger sobre argumenter og fakta, så kan sådan en debat ofte drejes et mere konstruktivt sted hen. Og jeg har oplevet nogle gange at få flere likes på min post i tråden, end den oprindelige negative har fået."
Et eksempel på fordele ved at gå ind i en debat var i januar, da Emil Blücher gik ind og forklarede om, hvorfor kommunen havde ageret, som den havde, i en sag om fælleslejligheder til sårbare borgere. Borgmesterens indlæg ser ud til at blive positivt modtaget.
Drop det indstuderede
En del lokalpolitikere lægger opslag på Facebook, Instagram eller LinkedIn næsten hver dag. Sådan er det ikke for Emil Blücher, og han advarer også mod som lokalpolitiker at overdosere.
"Jeg gør meget ud af at være tilstede, når jeg er ude at tale med folk for eksempel på en brandstation eller en skole. Og så får jeg ikke lige taget fotos og lavet et opslag."
"For nogle politikere går der for meget valgkamp i den, når de poster på Facebook. Det bliver sådan noget ’se mig, her er jeg sammen med glade borgere’. Det bliver alt for indholdstomt og indstuderet til min smag," siger Emil Blücher og forsætter:
"Tag for eksempel sådan en som Astrid Krag, da hun var ældreminister. Når hun besøgte et plejecenter, var det nogle gange som om, hun var mere optaget af - at pressen var med, og at der blev gode fotos til de sociale medier – end af reelt at tale med beboere og personale. Eller Mette Frederiksen, der lægger opslag op om at spise makrelmadder eller pudse vinduer."
Emil Blücher prøver at begrænse sig selv til kun at lægge opslag op, når der er et væsentligt indhold.
"Jeg lægger som regel kun opslag på, hvis jeg har noget på hjerte. Og jeg gider ikke det her med paroler. Altså at jeg for eksempel som Liberal Alliance-politiker skal skrive noget om mindre offentlig sektor. Eller at socialdemokratiske politikere lægger en masse rose-emojis på deres opslag. Så devaluerer man jo sine opslag til ’se mig!’"
Privat-Emil skal forblive privat-Emil
Emil Blücher har lidt over 1900 følgere på sin borgmesterprofil. Og han har også en privat profil. Men han skelner ret hårdt mellem de to.
"Jeg kan godt tage nogle opslag fra min borgmester-facebookprofil og lægge op på min private profil, hvis jeg tænker, at der er sket noget, som er vigtigt for mine private venner at vide. Men det går aldrig den anden vej. Altså jeg tager ikke noget om, at jeg går og graver i haven og lægger op på min borgmesterprofil."
Sociale medier er ikke retvisende
Emil Blücher meldte ud både før og efter kommunalvalget, at borgerinddragelse lægger ham på sinde. Men når man spørger ham, om sociale medier er velegnede til at få kontakt til borgerne, svarer han:
"Både og. Sociale medier kan være en god måde at få en fornemmelse for, hvad der rør sig blandt vælgerne. Men man skal være påpasselig med at drage konklusioner ud fra sociale medier. 50 borgere, der brokker sig over et eller andet, behøver ikke udtryk for en stemning blandt borgerne. Der kan sagtens være et stort tavst flertal, som mener noget andet."
Han har erfaring for, at hvis man som politiker holder en sober tone på de sociale medier og bruger fakta og argumenterer grundigt, så giver det gevinst.
"Hvis man begrunder sin position, så bliver folk måske ikke enige med dig, men desto mere de ved om baggrunden for en beslutning, jo mere vil de have forståelse for den. Det handler om som politiker at stå på mål for sine beslutninger – også når det ikke lige er vand på egen mølle."
Det kan øge borgernes tillid
Overordnet handler Emil Blüchers tilstedeværelse på Facebook om at øge tilliden mellem lokalpolitikerne og borgerne i forstadskommunen mellem København og Køge.
"Vi har tidligere haft en borgertilfredsheds-undersøgelse her i Solrød, hvor kun en fjerdedel af de adspurgte sagde, at de havde tillid til, at beslutninger i kommunen blev truffet på et oplyst grundlag."
"Undersøgelsen sagde mig noget om grundlæggende mistillid til politikerne, og derfor er det for mig som borgmester et selvstændigt mål at skabe større tillid i kommunen mellem borgere og politikere. Og her er de sociale medier en af vejene."
Sidst opdateret: 06/03/2023 - 08:44
Emner: Solrød Kommune, Byråd, Sociale medier, Byrådsarbejde







































