Der var ikke tvivl om, hvad der stod øverst på den mentale dagsorden, da knap 600 ledere og nøglemedarbejdere fra kommunernes jobcentre tidligere på ugen samledes til Beskæftigelsestræf i Odense: Hvad vil regeringen sætte i stedet for jobcentrene?

‘Nye rammer – udfordringer og muligheder’ er den sigende titel på årets konference. Deltagerne må have en følelse af, at deres arbejdspladser siden årsskiftet har været på tvangsauktion.

Beskæftigelsesindsatsen blev i den grad kastet op i luften, da SVM-regeringen for ti uger siden fastslog, at alle landets jobcentre skal rives ned. På tomterne skal der bygges nyasfalterede veje, som ledige kan følge retur til jobmarkedet.

Siden er arbejdsmarkedets parter skiftevis kommet med deres bud på fremtidens indsats. Regeringen har på sin side brillieret med støjende stilhed. For en måned siden fortalte beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at hun inden for kort tid ville sætte gang i det, hun med egne ord kalder ‘den store øvelse‘.

Regeringen vil sikre ledige større frihed til at forme deres egen indsats, sætte kommunerne fri af statslige proceskrav, og prioritere de indsatser, der mest effektivt hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet.

Det er svært at være uenig. Hvem vil insistere på, at jobcentre skal prioritere indsatser uden større værdi for ledige?

Regeringen bør hurtigst muligt droppe sine ret banale floskler og svare centrenes tusindvis af ansatte på, om de er ude eller inde.

Lige nu ser Ane Halsboe-Jørgensen ud til at være på bar bund. Enhver amatør ved, at i selv mindre renoveringer, er det meget nemmere at rive ned end at bygge op. Efter ti uger har SVM stadig kun præsenteret sine nedrivningsplaner. Plus naturligvis det reelle mål om milliardbesparelser.

Imponerende regnestykke

I januar fortalte formanden for Kommunernes Landsforening Martin Damm (V) drillende finansminister Nicolai Wammen (S), at han var imponeret over, at det lige præcis er tre milliarder komma-nul-nul-nul der skal spares på jobcentrene.

“Det er sjovt at de analyser, der ligger nedenunder, summer op til det beløb”, sagde Martin Damm. Wammen valgte at lade være med at gå ind i den duel.

De tre milliarder kommer reelt oven i den besparelse på 1,1 milliarder kroner, som skal afleveres til Arne-pensionen. Facit er at beskæftigelsesindsatsen i fremtiden skal klares for 60 procent af de nugældende budgetter. Men ingen ansvarlige kan endnu svare på, hvad målet er, og hvordan det skal nås.

Forhåbentlig er SVMs milliardbesparelser andet end tal grebet ud af den blå luft midt i en valgkamps budrunde. Forhåbentlig er tallene baseret på grundige analyser. Ellers er der risiko for, at man med den ene hånd sparer tre milliarder, mens der sluses langt flere penge ud af den anden hånd.

Stigende ledighed er lig med større udgifter til folk på forsørgelse. Hvis det kikser med at skabe en effektiv afløser for jobcentrene, kan besparelserne som en boomerang vende tilbage og koste statskassen langt flere penge end jobcentrene gør i dag.

Ifølge Wammens egne beregninger, vil en stigning i den strukturelle ledighed på blot én procent koste fælleskassen otte milliarder kroner.

Hvis hverken finans- eller beskæftigelsesministeriet har det troværdige regnestykke bag besparelserne på tre milliarder kroner liggende i skuffen, haster det med at få analysearbejdet sat i gang.

For hver dag, der går, uden afklaring stiger risikoen for, at jobcentrene mister dygtige erfarne medarbejdere. Sporerne skræmmer. Der er allerede for mange glimrende eksempler på offentlige institutioner, der er kommet i uføre efter medarbejderflugt. Skaderne kan vise sig uoprettelige i overskuelig fremtid.

Det er et stort ansvar, SVM-regeringen har påtaget sig ved at melde så klart ud. Forhåbentlig er regeringen klar til at give køb på dele af sit udspil, hvis den ikke kan skaffe troværdig dokumentation for, at det er muligt at spare tre milliarder om året uden at det går ud over indsatsen for at skaffe ledige i job.

Det er alt andet end en nem opgave, regeringen har givet sig selv.