
- Foto: DGI
56 kommuner styrker unges frivillige engagement
Udgivet: 01/03/2023
Når unge er frivillige, så gør de både noget godt for den lokale idrætsforening, for samfundet og for de unge selv. For det at være frivillig er med til at styrke trivslen. Derfor sætter idrætsorganisationen DGI nu gang i indsatsen 'Frivillig for fremtiden' for at få flere unge frivillige.
I går, tirsdag 28. februar, lød startskuddet til den første af i alt 56 workshops, som DGI arrangerer sammen med kommuner i hele landet de kommende to måneder. Over 670 deltagere fra 258 idrætsforeninger er allerede tilmeldt de mange workshops, hvor foreningerne får mere viden om unge-målgruppen og klædes på til at invitere fremtidens unge frivillige indenfor.
De første kommuner er Sønderborg, Vejen og Syddjurs kommuner, og KL-formand og borgmester i Kalundborg Kommune Martin Damm (V) er begejstret for initiativet:
"Der bør være stor interesse for unge frivillige i kommunerne, for der er så mange gevinster ved at være frivillig, og hvis vi kan tilføje den dimension til unge menneskers liv, så er det rigtig godt. At være frivillig er med til at bekæmpe ensomhed, og vi får flere hele mennesker ud af det," siger Martin Damm i en meddelelse.
jornns
Sidst opdateret: 01/03/2023 - 09:52












































