
Overdækning af motorvejen i Vejle Kommune vil være en mulighed både nord og syd for Vejle Fjord Broen, lyder det fra politikere i kommunen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Vejle melder sig ind i kampen for at få motorvej overdækket
Det skal ikke kun være hovedstadskommunerne, der skal have overdækkede motorveje for at dæmpe for støjen over for naboerne. Politikere i Vejle Kommune vil med på vognen, der tages i betragtning til at få overdækket vejene.
Udgivet: 10/01/2023
Støjen fra bynære motorveje er blevet et stadig større emne for borgere, der bor nær vejene. Blandt andet arbejder en række kommuner - især i hovedstadsområdet - på at få sat farten ned på flere strækninger, hvor problemet er særligt stort.
En af de kommuner, som vil have bilisterne til at løfte foden på speederen, er Vejle Kommune. Vejle og helt præcist 12 andre kommuner har også søgt Vejdirektoratet om tilladelse til at få sænket hastigheden på motorvejen – typisk fra 110 km/t til 90 km/t. I hovedstadskommunerne mener borgmestre, at hastigheden skal endnu længere ned.
Men der er også andre muligheder, mener viceborgmester Dan Arnløv (K) i Vejle. Han vil ikke se stiltiende til, mens hovedstadskommunerne får afgjort, om vejene kan overdækkes og helst med med solceller på taget.
"Vi skal ikke vente på, at hovedstadskommunerne finder en løsning. Vi skal være med," siger Dan Arnløv til Vejle Amts Folkeblad.
Større studie i gang
Vejdirektoratet er i gang med et større studie af muligheden for at overdække motorveje i Danmark. Og det er i den forbindelse, at viceborgmesteren vil med i puljen af vejstrækninger, der skal med i overvejelserne.
Teknisk udvalgs formand Gerda Haastrup Jørgensen (V) i Vejle er helt enig:
"Det lyder genialt, hvis man kan finde en overdækningsløsning, selvom det er dyrt. Der er så mange boliger tæt på, at det vil være pengene værd. Problemet med støjvægge er, at de har en tendens til blot at flytte støjen," siger Gerda Haastrup Jørgensen til Vejle Amts Folkeblad.
Sidst opdateret: 10/01/2023 - 09:07
Emner: Trafik, Vejle Kommune








































