Et nyt og eksperimenterende projekt i Herning og Randers vil stille såkaldte 'kollektive ungebudgetter' til rådighed, hvor små grupper af unge får tildelt op mod 60.000 kroner, som de selv må bruge på, hvad de vil.

Et nyt og eksperimenterende projekt i Herning og Randers vil stille såkaldte 'kollektive ungebudgetter' til rådighed, hvor små grupper af unge får tildelt op mod 60.000 kroner, som de selv må bruge på, hvad de vil. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Nyt eksperimenterende projekt skal hjælpe sårbare unge

Randers og Herning kommuner vil i de kommende tre år tilbyde unge at finde deres egen vej videre i livet. De stiller både netværk og op til 60.000 kroner til rådighed for, at de sårbare unge kan lykkes.

Udgivet: 02/01/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Trods rekordhøj beskæftigelse er der hvert år en større gruppe af unge, som hverken er i uddannelse eller arbejde.

Det skal et nyt eksperiment i Herning og Randers gøre noget ved. Kommunerne vil i de kommende tre år tilbyde sårbare unge et økonomisk tilskud til at komme videre i livet. Det skriver NB-Beskæftigelse.

Tilbuddet indebærer, at små grupper af unge mennesker får stillet op til 60.000 kroner til rådighed, som de selv må disponere over.

Der er dog det forbehold, at investeringer og aktiviteter købt for pengene skal være med til at skabe et nyt og bedre afsæt til job og uddannelse for de unge.

Tilbuddet, som er designet af Socialt Udviklingscenter (SUS) med økonomisk støtte fra Grundfos Fonden, er det første af sin art i Danmark.

“Vi har i årevis vidst, at samfundet ikke har formået at hjælpe en større gruppe af unge. Derfor forsøger vi med projektet at finde nye svar på, hvordan vi kan samle denne gruppe op," fortæller Mathias Bruhn Lohmann, projektleder i Socialt Udviklingscenter (SUS), til NB-Beskæftigelse.

Ifølge SUS er det cirka syv procent af hver eneste ungdomsårgang, som efterlades uden uddannelse og job. Målet med projektet er, at 80 af disse unge bliver en del af det eksperimenterende tilbud, som begynder ved årsskiftet og løber frem til 2025. De unge kommer i fællesskabsgrupper på 4-5 unge.

“Frem for at give de unge økonomisk støtte individuelt, så tildeles de unge tilskuddet kollektivt af to årsager. De unge skal ikke selv stå med ansvaret for at lykkes, og så har en del af disse unge udfordringer med social angst og usikkerhed. Så ved at gøre beskæftigelsesindsatsen til en fælles indsats, håber vi, at de unge i fællesskab kan lykkes,” fortæller Mathias Bruhn Lohmann.

Ideen med at give udsatte borgere penge i hænderne til selv at skabe positive forandringer gennem såkaldte 'cash transfers', er afprøvet med stor succes i mange udviklingslande.

“Selvfølgelig er det nogle helt andre problemer, unge kæmper med i Danmark. Men det, som går igen, som forandringsmekanisme er at give taktstokken til de unge i stedet for at det afhænger af, hvad kommunen har på hylderne, eller hvad en medarbejder tilbyder. Det handler om at ændre på magtbalancen, og de unge har måske de bedste svar selv,” siger Mathias Bruhn Lohmann.

De unge er nu ved at blive inviteret med i projektet, som for alvor går i gang til næste år.

Se en explainer om projektet i videoen nedenfor.

Sidst opdateret: 02/01/2023 - 11:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]