Jonas Feldbæk Nielsen står i spidsen for Gentofte Kommunes indsats for at skabe tid og rum til fordybelse, mere medbestemmelse og bedre trivsel for pædagoger.

Jonas Feldbæk Nielsen står i spidsen for Gentofte Kommunes indsats for at skabe tid og rum til fordybelse, mere medbestemmelse og bedre trivsel for pædagoger.

Særlige roller skaber nye karriereveje for pædagoger

Bliv evalueringspædagog eller 'medarbejder med udgående funktion'. Gentofte Kommune har etableret to nye funktioner og roller til pædagoger - med succes, siger pædagoger.

Udgivet: 02/01/2023

Del artiklen:

Børnene står i første række, når vi taler udvikling. Men reelt er pædagogens egen udvikling lige så afgørende.

Det mener man i Gentofte Kommune, der arbejder strategisk med at etablere særlige roller og funktioner for pædagoger for at fremme udviklingsmuligheder og karriereveje. Det skriver Viden på Tværs.

"Vi ved, at pædagoger er optaget af et godt fagligt miljø. Vi vil gerne være en attraktiv arbejdsplads, og vi tror på, at kvalitet og udviklingsmuligheder for pædagoger også giver kvalitet for børnene," siger Jonas Feldbæk Nielsen, der er konstitueret dagtilbudschef i Gentofte Kommune, til Viden på Tværs.

Personlig og faglig udvikling er nemlig afgørende for at fastholde og rekruttere pædagoger, og én af de ting, pædagogerne kan videreuddanne sig indenfor, er pædagogisk evaluering. I Gentofte Kommune kalder man dem evalueringspædagoger.

I slutningen af juni blev de første evalueringspædagoger i Gentofte Kommune færdiguddannet. Deres funktion er at iværksætte lokalt forankrede evalueringsaktiviteter, der kan udvikle den pædagogiske praksis i kommunens 40 daginstitutioner.

"Det, at lave en evalueringskultur, er en stor opgave, og vores ledere gav udtryk for, at de havde brug for hjælp til den opgave sammen med deres pædagoger," siger Jonas Feldbæk Nielsen, der selv er uddannet pædagog.

Første kuld evalueringspædagoger

Den nye dagtilbudslov fra 2018 har medført et skærpet fokus på, hvordan pædagoger og ledere lokalt kan udvikle en evalueringskultur. På den baggrund har Gentofte Kommune indgået et partnerskab med Københavns Professionshøjskole om at uddanne evalueringspædagoger.

Ind til videre har seks pædagoger fået den særlige evalueringsprofil, og flere vil komme til. Evalueringsaktiviteter og brug af data er nemlig udgangspunktet for at arbejde med kvalitet i velfærden, forklarer Jonas Feldbæk Nielsen.

"Hvis vi skal gå fra synsninger til viden, skal vi måle og evaluere på vores praksis. Hvordan er sygefraværet? Hvordan er medarbejdertilfredsheden? Er der noget, vi skal være særlig optaget af?" spørger han.

Gentofte Kommune har også gode erfaringer med at etablere en anden funktion eller karrierevej til pædagoger: Medarbejdere med udgående funktion (MUF'er).

Det er 10 år siden, at kommunen omlagde fra et støttepædagogkorps til medarbejdere med udgående funktion.

Tanken er, at de udgående pædagoger både skal arbejde i egen institution og samtidig understøtte konkrete problemstillinger i andre institutioner. Vejledningen har fokus på at understøtte den pædagogiske praksis med fokus på det læringsmiljø, som medarbejderne stiller til rådighed for børnene.

"Det er vigtigt for os, at sparringen også sker monofagligt altså fra pædagog til pædagog. De pædagoger, der kommer ud, har kendskab til faget og ved, hvordan det er at være på en stue," siger Jonas Feldbæk Nielsen.

Læs mere her: Viden på Tværs.

Sidst opdateret: 03/01/2023 - 13:16

Emner: Daginstitution, Gentofte Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]