Historisk succes: Antal kontanthjælpsmodtagere er nu under 100.000
Antallet af kontanthjælpsmodtagere falder fortsat, og 2022 tegner derfor til det laveste antal kontanthjælpsmodtagere i årtier. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 14/12/2022
Antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet igen.
I tredje kvartal fra juni til september er antallet af borgere, der modtager kontanthjælpsydelser, faldet med 1.500 personer til 98.800 modtagere.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Selvom tilgangen af ukrainske flygtninge medførte en vækst i foråret, så vil 2022 markere det laveste antal kontanthjælpsmodtagere i flere årtier. Selv under højkonjunkturen forud for finanskrisen var tallet højere
Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Dansk Metal, kalder tallene for rigtig flotte - nøjagtig som det var tilfældet i sidste uge, hvor nye tal viste, at det historisk lave niveau af langtidsledige ligeledes fortsætter med at falde.
"Tilbage i 2008 omtalte daværende Claus Hjort Frederiksen det lave antal kontanthjælpsmodtagere dengang som det største socialpolitiske fremskridt i årtier. Det har man nu overgået, og det er i det hele taget fantastisk, at vi er nået hertil i dag, hvor vi har fået så mange væk fra kontanthjælp og i arbejde. Det er en stor succeshistorie," siger Erik Bjørsted til NB-Beskæftigelse.
Årsagen til de pæne tal skal ifølge ham først og fremmest findes i, at den rift, der har været om arbejdskraften, gavner bredt i samfundet, og også kommer de grupper til gode, som befinder sig på kanten af arbejdsmarked.
"Det skal selvfølgelig med til historien, at antallet af kontanthjælpsmodtagere også er afhængig af, hvad man foretager af ændringer i overførselssystemet. Men det ændrer ikke på, at det er historisk, at der nu er under 100.000 kontanthjælpsmodtagere i landet," mener Erik Bjørsted.
I andet kvartal steg antallet blandt andet på grund af tilstrømningen af ukrainske flygtninge, men i de foregående syv kvartaler var der ligeledes et fald. Faldet fra juni til september skyldes især, at færre flygtninge fra Ukraine modtog ydelser.
Faldet i tredje kvartal er mest markant blandt kvinder. 1.800 færre kvinder modtog kontanthjælpsydelser fra juni til september, mens antallet af mænd steg med 300. Det skal ifølge Danmarks Statistik ses i lyset af faldet af ukrainske ydelsesmodtagere, da hovedparten af dem er kvinder.

Der er stor forskel på udviklingen i antallet af modtagere af kontanthjælpsydelser i landets kommuner. Kortet viser udviklingen før coronakrisen til i dag.
Der er stor forskel på udviklingen i antallet af modtagere af kontanthjælpsydelser i landets kommuner. Fælles for næsten alle kommuner er dog, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet siden før coronakrisen. I 95 af landets 98 kommuner er der nu færre kontanthjælpsmodtagere end før coronakrisen, og i de tre kommuner med en stigning, er der tale om en meget beskeden stigning.
Kortet viser udviklingen før coronakrisen til i dag i procent. Hold musen over din kommune for at se udviklingen i antallet af kontanthjælpsmodtagere.

Sidst opdateret: 14/12/2022 - 10:51












































