
Ny rapport peger blandt andet på områder, hvor borgere på botilbud er ringere beskyttet mod seksuelle overgreb. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Hård læsning: Beboere på botilbud bliver oftere voldtaget
Risikoen for at blive voldtaget er syv gange så stor for beboere på botilbud sammenlignet med den øvrige befolkning. Det viser en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder.
Udgivet: 14/12/2022
Borgere på botilbud har syv gange så stor risiko for at blive voldtaget sammenlignet med den øvrige befolkning. Det viser en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder.
Borgere på botilbud er særligt sårbare, da de ofte har et fysisk eller psykisk handicap, der gør, at de kræver pleje. De er samtidigt afhængige af en mindre gruppe mennesker.
Der bor cirka 30.000 mennesker på botilbud i Danmark.
Rapporten peger blandt andet på forskellige områder, hvor borgere på botilbud er ringere beskyttet mod seksuelle overgreb. For eksempel kan seksuelle overgreb stå på i længere tid, uden at det bliver opdaget.
Derudover reagerer myndighederne heller ikke altid tilstrækkeligt på mistanke eller viden om overgreb. Mennesker med handicap har heller ikke lige adgang til specialiserede traumetilbud efter et overgreb.
Ifølge instituttet sætter det en række menneskerettigheder på spil. Det drejer sig blandt andet om retten til ikke at blive udsat for nedværdigende eller umenneskelig behandling og til respekt for ens fysiske og personlige integritet.
Det griber også ind i retten til sundhed, hvis overgrebet for eksempel forringer offerets fysiske og mentale sundhed, og retten til fuld inklusion og deltagelse i samfundslivet hvis overgrebet fører til, at offeret trækker og isolerer sig.
Voldtaget af sin pædagog
I rapporten kan man blandt andet læse om Maria, der er udviklingsudfordret og næsten uden sprog. Hun har boet på botilbud, siden hun var barn.
Da Maria har et stort behov for struktur, er hun altid alene sammen med sin pædagog og må ikke forstyrres.
Pludselig opdager det øvrige personale pædagogen og Maria liggende nøgne sammen, mens pædagogen laver samlejebevægelser mod Maria. Senere ransagede politiet den pågældende pædagogs hjem, hvor de fandt en række nøgenbilleder af Maria.
"Vi aner ikke, hvorfor Maria befandt sig der på et tidspunkt af dagen, hvor hun ikke skal ligge i sin seng, men en mulighed er, at han har gjort det mange gange, og at hun har vænnet sig til det," fortæller Marias mor i rapporten.
Hun fortsætter:
"Politiet og bostedet bliver enige om, at min datter ikke skal ind på Rigets voldtægtsklinik for at undersøges, og så arbejdede politiet i nogle timer. Overgrebet skete 9.30, og jeg fik først noget at vide ved 14-tiden. Beslutningen om ikke at tage på Riget var forkert. Botilbuddet mente ikke, der var noget personale, der kunne tage sig af hende og tage hende med."
Svært møde med systemet for ofre med handicap
Voldtægtsofre med handicap er udfordret i retssystemet. Det har en VIVE rapport fra 2020 tidligere vist.
Ofte kan voldtægtsofre med handicap ikke afgive vidneforklaringer, der lever op til retssystemets forventninger om enslydende og præcise beskrivelser af forløb, tid og sted. Derudover er mange utrygge ved systemet.
”Uanset hvem man er, kan det være en svær situation at afgive vidneforklaring, når man har været offer for vold eller voldtægt. Men for ofre med kognitive og psykiske funktionsnedsættelser er der særlige udfordringer, der gør det helt eller delvist umuligt for dem at få fortalt deres historie," har forsker Maria Røgeskov sagt i en udtalelse.
Hun fortsætter:
"Flere har problemer med at huske og genfortælle identiske hændelsesforløb under forskellige afhøringer, og mange kan ikke fastsætte præcise tids- og stedsangivelser for hændelsen. Det gør det svært at leve op til retssystemets forventninger til en afhøring.”
En del af ofrene er faktisk også bekymrede for, at deres funktionsnedsættelser slår tvivl om deres troværdighed.
”Flere af ofrene har undladt at fortælle politiet, advokater og andre professionelle i retssystemet om deres kognitive og psykiske funktionsnedsættelse. Det har de, fordi de var bange for, at den viden kunne gøre, at deres vidneforklaring ville blive opfattet som utroværdig”, sagde Maria Røgeskov i en udtalelse.
Anbefalinger
På baggrund af rapporten anbefaler Institut for Menneskerettigheder følgende fire tiltag:
- Social- og Ældreministeriet styrker botilbudsbeboeres sikkerhed gennem indførelsen af forebyggende initiativer.
- Social- og Ældreministeriet indfører initiativer til styrkelse af seksualoplysningen og den seksuelle sundhed for beboere på botilbud.
- Sundhedsministeriet sikrer adgang til relevante traumetilbud for mennesker med handicap, der har været udsat for seksuelle overgreb.
- Justitsministeriet indarbejder spørgsmål om offerets handicap i sine årlige offerundersøgelser og lignende undersøgelser af seksuelle overgreb for at tilvejebringe et bedre vidensgrundlag om viktimisering af mennesker med handicap samt disse ofres anmeldelsestilbøjelighed.
Den fulde rapport kan du læse her:
Sidst opdateret: 14/12/2022 - 10:01
Emner: Handicap







































