
Langt de fleste kommunaldirektører: Ja, min kommune kan drives mere effektivt
Kommunerne kan drives bedre og mere effektivt, end de gør i dag. Det vurderer ni ud af ti kommunaldirektører i undersøgelse, hvor de efterlyser større digitalisering og indsats for lavere sygefravær.
Udgivet: 29/11/2022
Kommunaldirektørerne er ikke spor i tvivl: Man kan optimere driften i deres kommune.
Det fremgår klart af undersøgelse, som Dansk Industri har udført, og som omtales her tirsdag i Berlingske.
I undersøgelsen har 76 kommunaldirektører deltaget, og de er blevet stillet spørgsmålet:
"Vil du vurdere, at der fortsat er mulighed for at optimere driften i jeres kommune?"
Hertil svarer ni ud af ti kommunaldirektører: Ja, i nogen grad eller i højere grad.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Undersøgelsen får i Berlingske Dansk Industris direktør Lars Sandahl Sørensen til at stille krav om, at den kommende regering effektiviserer den offentligt sektor. Altså lave ansættelses-stop og måske direkte fyringsrunder.
Den offentlige beskæftigelse er ifølge Dansk Industri (DI) på vej mod nye rekorder, og den udvikling kan ifølge Lars Sandahl Sørensen ikke fortsætte, for danskerne bliver ifølge ham ikke mere tilfredse med den offentlige service, selvom folk bliver ansat i bundter i det offentlige.
"Automatreaktionen er, at vi skal bare have flere offentligt ansatte, men vi har vidst lige siden Sokrates, at det afgørende ikke er, hvor mange der graver hullet, men hvordan man gør det, og hvor man gør det," siger Lars Sandahl Sørensen til Berlingske.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Berlingske har forelagt DI's undersøgelse for professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh. Han understreger, at antallet af offentligt ansatte grundlæggende er et politisk spørgsmål, men når man ser på partiernes 2030-planer, så er der hverken råd eller plads til at ansætte så mange flere i det offentlige.
»Det er ikke den offentlige sektors formål at genere tilfredshed. Den har nogle opgaver, som den skal løse, men det skal gerne give en vis tilfredshed,« siger Per Nikolaj Bukh til Berlingske og fortsætter:
"Hvis man i den sammenhæng bruger en rå statistisk analyse, kommer man til det paradoksale resultatet, at der stort ikke er nogen sammenhæng mellem, hvor mange penge man bruger i det offentlige og folks tilfredshed."
Sidst opdateret: 29/11/2022 - 13:56
Emner: Offentlig ledelse, Faglig ledelse, Dansk Industri, Kommunaldirektør







































