
Ventetiden på byggesagsansøgningerne skal ned i Solrød Kommune, og politikerne har en plan. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Bedre byggesagsbehandling: Her er en plan for kortere ventetider
Flere hænder, mere effektive arbejdsgange og bedre kommunikation til borgerne. Det er blandt de initiativer, der skal være med til at mindske ventetiden og løfte byggesagsbehandlingen i Solrød Kommune.
Udgivet: 23/11/2022
Kommuner over hele landet slås med for lange sagsbehandlingstider på byggesagsområdet. Det er også en udfordring i Solrød Kommune, hvor kommunens medarbejdere fortsat arbejder på at sikre en hurtigere og mere effektiv byggesagsbehandling.
”Problemet er ikke opstået henover natten, og det kan ikke løses med et quickfix. Men bedre byggesagsbehandling er en stor prioritet, og jeg ved, at medarbejderne arbejder målrettet på at mindske ventetiden og gøre sagsbehandlingen mere effektiv,” siger Kim Sunesen (V) formand for Natur-, klima- og planudvalget i en meddelelse.
”Det her er en udfordring, vi både skal og kan løse – og vi er i fuld gang,” supplerer borgmester Emil Blücher (LA).
Han fortæller, at byrådet allerede satte fokus på udfordringerne med lange sagsbehandlingstider i 2021, hvor området blev udpeget til at have et særligt politisk fokus i forbindelse med budget 2022-2025.
”Siden da har administrationen lavet et 360 graders eftersyn for skabe et endnu bedre samarbejde med borgerne, få bugt med gamle sager og finde frem til en mere effektiv sagsbehandling. Det har ført til flere konkrete forbedringer,” siger borgmesteren.
For eksempel er brevene til borgerne vedrørende byggesager blevet ændret, så de nu er lettere at forstå; det er også blevet nemmere at finde den relevante information på kommunens hjemmeside; og medarbejdernes arbejdsgange er blevet analyseret for at hjælpe med at gøre arbejdsgangene mere effektive.
Via kommunens hjemmeside er det nu også muligt for borgerne at booke en tid med en byggesagsbehandler, hvor borgernes konkrete byggesager kan blive drøftet. Der er også nedsat en gruppe af medarbejdere, som tager imod alle nye sager og sørger for, at borgerne hurtigt får en kvittering fra kommunen, hvorefter de sender sagen videre i systemet.
Der er også investeret i bedre it-systemer, der skal gøre sagsbehandlingen nemmere for medarbejderne, og ved dette års budgetaftale blev der sat midler af til en ekstra byggesagsbehandler og en ekstra byplanlægger.
Samtidig har Natur-, klima- og planudvalget drøftet og behandlet en række dispensationssager. I den forbindelse har udvalget truffet en række principbeslutninger, der er med til at sætte en ny og mere imødekommende retning, som medarbejderne kan pejle efter ved behandlingen af byggesager.
Oprydningsarbejde hjælper ikke næste års placering i statistik
Hverken borgmesteren eller udvalgsformanden forventer dog, at de mange gode initiativer på kommunens byggesagsområde kommer til at afspejle sig i de næste nationale statistikker i starten af 2023.
De bygger nemlig på tal fra 2022, hvor der er brugt rigtig mange ressourcer på at rydde op i op til 30 år gamle sager og også indføre nye lettere arbejdsgange.
”Der er brugt en hel del tid og kræfter på at rydde op i gamle sager og lukke dem. Det betyder, at medarbejderne har haft en stor, ekstra pukkel at arbejde med oven i den store bunke sager, der løbende kommer ind. Det kommer nok til at afspejle sig i statistikkerne, hvor det bliver skidt, før det bliver godt,” siger Emil Blücher.
Men strategien er den rette, fortæller Kim Sunesen, og siger:
”Der er ingen tvivl om, at vi har måtte organisere os på en anden måde og tilføre ressourcer. Vi kommer ikke i mål med et finger knips, men med medarbejdernes vilje og engagement og med alle de nye initiativer er vi nu rigtig godt på vej.”
Sidst opdateret: 23/11/2022 - 09:00
Emner: Solrød Kommune







































