
Kommunaldirektøren i Viborg Lasse Jacobsen må fremover stå udenfor døren, når der skal behandles sager vedrørende kommunens største almene boligselskab. - Foto: Viborg Kommune (arkiv)
Kommunaldirektør bliver sat uden for døren
I kølvandet på sag med Søren Pape Poulsens lejlighed i Viborg bliver kommunaldirektøren fremadrettet sat uden for døren, når byrådet skal behandle sager vedrørende byens største almene boligselskab.
Udgivet: 13/10/2022
Kommunaldirektøren i Viborg, Lasse Jacobsen, må fremover lunte ud af byrådssalen, når sager vedrørende byens største almennyttige boligselskab skal behandles.
Det følger af en beslutning i Viborgs kommunalbestyrelse i går, onsdag. Her valgte man ifølge Viborg Stifts Folkeblad at afværge eventuelle diskussioner om kommunaldirektørens habilitet ved ganske enkelt at holde ham ude af byrådets sagsbehandling, når det gælder Boligselskabet Sct. Jørgen.
Boligselskabet Sct. Jørgen er i Viborg Stifts Folkeblad og i Ekstra Bladet blevet fremhævet gang på gang for sin forvaltning af en ejendom, hvori De Konservatives formand Søren Pape Poulsen har en herskabslejlighed. Ifølge en advokatundersøgelse udført for Viborg Kommune er der dog ikke noget at sætte fingeren på i boligselskabets forvaltning.
Når kommunaldirektør Lasse Jacobsens habilitet er blevet draget i tvivl hænger det sammen med, at hans kæreste i 2019 blev en del af ledelsen hos Boligselskabet Sct. Jørgen. At Lasse Jacobsen bor til leje i en lejlighed ejet af boligselskabet, gør ham ifølge borgmester Ulrik Wilbek (V) ikke inhabil.
Det er byrådet, der skal føre tilsyn med boligselskaberne, og i den forbindelse har Lasse Jacobsen været med til at lave sagsfremstillingen - altså det arbejde, som politikerne kan læne sig op ad, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Borgmester Ulrik Wilbek havde bedte Kommunernes Landsforening (KL) om at vurdere kommunaldirektørens habilitet, og svaret fra KL betød altså, at Lasse Jacobsen måtte gå uden for døren, da både den såkaldte 'Pape-sag' og de øvrige sager i relation til Sct. Jørgen skulle diskuteres i byrådssalen.
Under byrådets behandling stod det klart, at Enhedslistens enlige medlem Aksel Rosager Johansen stod meget alene med sin kritik af indspisthed og venne-tjenester i Boligselskabet Sct. Jørgen, beretter Viborg Stifts Folkeblad.
Sidst opdateret: 13/10/2022 - 11:26
Emner: Jura, Viborg Kommune, Kommunaldirektør, Habilitet







































