Regeringen skal ved Folketingets åbning redegøre for, hvilke love de forventer at foreslå ændret i det kommende folketingsår. NB-Økonomi har samlet de afsnit, som nævner eller omhandler kommunerne.

Regeringen skal ved Folketingets åbning redegøre for, hvilke love de forventer at foreslå ændret i det kommende folketingsår. NB-Økonomi har samlet de afsnit, som nævner eller omhandler kommunerne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Her er det kommunale lovkatalog

NB-Økonomi har samlet alle de afsnit i regeringens lovkatalog, som omhandler eller omtaler kommunerne. Se uddraget her.

Udgivet: 05/10/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Vanen tro offentliggjorde regeringen tirsdag lovkataloget i forbindelse med Folketingets åbning. Lovkataloget er en samling af alle de love, som regeringen på nuværende tidspunkt agter at gennemføre i løbet af det kommende folketingsår. I den anledning har NB-Økonomi samlet de dele af lovkataloget, som vedrører kommunerne. Det kan du få overblikket over her.

Uddrag af regeringens lovkatalog, hvor kommunerne direkte er nævnt, eller hvor vi har skønnet at indholdet er særligt relevant for den kommunale sektor:

Forord:

"Regeringen vil fortsætte arbejdet med reformprogrammet Danmark kan mere. Vi skal styrke dansk økonomi, få flere i arbejde og fremtidssikre velfærden. Med velfærdsaftaler med alle landets kommuner vil vi tage livtag med bureaukratiet og skabe mere plads til nærvær og faglighed."

Ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen og lov om aktiv socialpolitik m.v. (Justering af fleksjob og førtidspension) (Jan II)

Lovforslaget har til formål at udmønte justeringer af reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013. Lovforslaget er en opfølgning på forståelsespapiret ”Retfærdig retning for Danmark” fra juni 2019 og aftalen om bedre ressourceforløb mellem regeringen (Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance fra december 2020. Lov om velfærdsaftaler på beskæftigelsesområdet (Feb I) Lovforslaget har til formål at udmønte en kommende aftale om velfærdskommuner på beskæftigelsesområdet, hvor beskæftigelsesindsatsen i fire udvalgte kommuner sættes mest mulig fri for statslig regulering. Lovforslaget er bl.a. en opfølgning på aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2023 fra juni 2022.

Ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse (Etablering af mulighed for organisatorisk adskillelse af Europaskolen fra Sankt Annæ Gymnasium og mulighed for fastlæggelse af kapacitetsloft på Europaskolen m.v.) (Okt I) Lovforslaget har til formål at etablere mulighed for, at Københavns Kommune kan vælge at udskille Europaskolen fra Sankt Annæ Gymnasium som en særskilt kommunal institution og etablere mulighed for, at der kan fastlægges et kapacitetsloft på Europaskolens sidste tre klassetrin.

Ændring af lov om velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet (Udbredelse af eksisterende velfærdsaftaler på dagtilbuds- og folkeskoleområdet) (Feb I) Lovforslaget har til formål at udbrede eksisterende velfærdsaftaler på dagtilbuds- og folkeskoleområdet til flere kommuner og frisætte de pågældende kommuner fra statslige krav med henblik på at udvikle bedre velfærd for borgerne.

Lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark (Okt I)

Lovforslaget har til formål at give Finanstilsynet tilsynsansvar for KommuneKredit og indføre en række krav for KommuneKredit med udgangspunkt i reglerne, der er gældende for kreditinstitutterne. Det betyder bl.a., at KommuneKredit vil blive underlagt regler for ledelse og styring, likviditet, markedsrisici og tilsyn m.v. Med lovforslaget tages der dog højde for de særlige forhold, som gør sig gældende for KommuneKredit. Endelig foreslås det at KommuneKredit fremadrettet får mulighed for at låne til grønlandske og færøske kommuner mod en fuld statsgaranti.

Finanslov for finansåret 2023 (Okt I)

Lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026 (Okt I) Ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2022, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2023, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2024 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2025 (Konsekvenser af 2030-planforløb og regeringens forslag til finanslov for 2023 m.v.) (Okt I)

Lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2027 (Aug II)

Ændring af byggeloven (Betingede byggetilladelser m.v.) (Okt I) Lovforslaget har til formål at indføre hjemmel i byggeloven til, at der kan stilles krav om ”betingede” byggetilladelser. Dette skal medvirke til at give kommunerne bedre muligheder for at sikre, at realisering af almene boliger i lokalplanlagte områder sker i nogenlunde samme takt som privat boligbyggeri. Lovforslaget er en opfølgning på forståelsespapiret ”Retfærdig retning for Danmark” fra juni 2019 og aftalen om Fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed mellem regeringen (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Kristendemokraterne fra november 2021.

Ændring af lov om leje, lov om boligforhold og lov om leje af almene boliger (Videreførelse af udlejers udgifter til månedlige forbrugsmålinger, forsøg med undladelse af beløbsopkrævning ved nævnene samt rettelser som følge af sammenskrivningen af lejelovgivningen m.v.) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at sikre udlejere mulighed for at videreføre udgifter, som de måtte pålægges som følge af energieffektivitetsdirektivets krav til, at udlejere skal stille øgede forbrugsoplysninger til rådighed for lejerne, til lejerne. Lovforslaget har herudover til formål at udmønte forsøg om undladelse af opkrævning af gebyrer ved indbringelse af sager for husleje-, anke- og beboerklagenævn, som anmodet om af Københavns Kommune i medfør af den udvidede udfordringsret. Lovforslaget har desuden til formål at gennemføre en række præciseringer m.v

Ændring af lov om Det Centrale Personregister (Kommunernes kontrol med bopælsregistreringen i CPR) (Okt I)

Lovforslagets hovedformål er at tilvejebringe yderligere muligheder for kommunerne til at oplyse en sag om bopælsregistrering i CPR med henblik på at sikre korrekt bopælsregistrering i CPR. Det foreslås således at tilvejebringe hjemmel til, at kommunerne kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret til brug for sager om bopælsregistrering i CPR.

Ændring af lov om planlægning, lov om Planklagenævnet og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet (Fremme af vedvarende energi i den fysiske planlægning og effektivisering af sagsbehandling i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet) (Okt II)

Lovforslaget har til formål at give kommunerne nye muligheder for at varetage klimahensyn og understøtte den grønne omstilling. Med lovforslaget åbnes mulighed for, at kommunerne kan lægge vægt på hensyn til klima i forbindelse med deres planlægning og for opstilling af vindmøller og solceller i herregårdslandskaber. Desuden gives hjemmel i lov om Planklagenævnet til at begrænse prøvelsen af en afgørelse til de forhold, der er klaget over. Lovforslaget er bl.a. en opfølgning på aftalen om opfølgning på evaluering af planloven m.v. mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fra juni 2022.

Ændring af lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v. (Forsøgsordning for udvidet vintercampering) (Nov I)

Lovforslaget har til formål at give mulighed for campering i hele vinterhalvåret. Lovforslaget gør det muligt for kommunerne at meddele tilladelse til udvidet vintercampering på op til 5 pct. af pladserne på campingpladser, der allerede har tilladelse til vintercamping. Lovforslaget fremsættes som opfølgning på beslutningsforslag nr. B 77 fra folketingsåret 2020/21.

Lov om anlæg af en ny vejforbindelse mellem Tingbjerg og Husum (Jan II)

Lovforslaget har til formål at etablere en ny vejforbindelse, der forbinder bydelene Tingbjerg og Husum i Københavns Kommune som led i implementeringen af udviklingsplanen for Tingbjerg. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om initiativer på boligområdet, der modvirker parallelsamfund, mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti fra maj 2018.

Ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om varmeforsyning, lov om elforsyning og selskabsskatteloven (Ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald) (Jan II)

Lovforslaget har til formål at implementere nye rammevilkår, der skal medvirke til en mere effektiv affaldssektor, hvor forbrændingskapaciteten tilpasses til de fremtidige danske affaldsmængder med henblik på at nedbringe CO2-udledningen fra sektoren. Konkret implementeres en udbudsmodel for det forbrændingsegnede affald, hvor kommunerne skal afholde offentligt udbud af behandlingen af det forbrændingsegnede affald, som affaldsforbrændingsanlæggene herefter skal konkurrere om at behandle mest miljørigtigt, bedst og billigst. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, (opr. Enhedslisten), Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet fra juni 2020.

Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Indførsel af udvidet producentansvar for emballage) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at fremme en mere cirkulær økonomi i forhold til håndtering af emballage i et udvidet producentansvar for emballage i overensstemmelse med EU's emballagedirektiv og affaldsdirektiv. Med lovforslaget gives miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om emballageproducenters betaling af gebyrer til kommunernes indsamling af emballageaffald, samt til etablering af et finansielt ansvar for producenter af erhvervsemballageaffald. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Alternativet fra august 2022 og en del af aftalen om klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet fra juni 2020.

Ejendomsskattelov (Feb II) Lovforslaget har til formål at indføre nye regler om bl.a. en permanent skatterabat i ejendomsværdiskat og grundskyld af ejerboliger ejet af fysiske personer. Derudover foreslås der indført en moderniseret stigningsbegrænsning for grundskyld af andre ejendomme end ejerboliger ejet af fysiske personer samt en permanent indefrysningsordning for stigninger i ejendomsværdiskat og grundskyld af ejerboliger ejet af fysiske personer. Lovforslaget er en opfølgning på forlig om tryghed om boligbeskatningen mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra maj 2017 og aftalen om kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen mellem samme partier fra maj 2020.

Ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Overflytning af opkrævning af grundskyld af ejerboliger ejet af fysiske personer til Skatteforvaltningen, afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne, foreløbige vurderinger for opkrævning af ejendomsskatter i 2024 og konsekvensændringer som følge af ophævelse af ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal ejendomsskat m.v.) (Feb II)

Lovforslaget er et følgelovforslag til en ny hovedlov om ejendomsskatter. Lovforslaget omfatter tiltag, der skal overflytte opgaven om opkrævning af grundskyld af ejerboliger ejet af fysiske personer til Skatteforvaltningen, indføre en model for afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne samt indføre regler om foreløbige vurderinger for opkrævning af ejendomsskatter i 2024. Herudover omfatter lovforslaget konsekvensændringer af øvrig lovgivning på området som følge af forslaget til den nye hovedlov. Lovforslaget er en opfølgning på forlig om tryghed om boligbeskatningen mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra maj 2017 og aftalen om kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen mellem samme partier fra maj 2020.

Ændring af lov om social service (Hurtigere og mere fleksibel hjælp og støtte til borgere med en hastigt fremadskridende sygdom) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at sikre hurtigere og mere fleksibel hjælp til mennesker med hastigt fremadskridende sygdomme, som f.eks. ALS, prion-sygdomme og Krabbes sygdom. Der er eksempler på, at personer med hastigt fremadskridende sygdomme har sagsbehandlingstider på op til et år, imens deres behov for hjælp hastigt ændrer sig. Hjælpen kommer altså ikke i tide. Hensigten med lovforslaget er derfor, at borgere i målgruppen kan få tildelt hjælp med det samme, når de ansøger om hjælp og støtte hos kommunen. Lovforslaget er en opfølgning på beslutningsforslag nr. B 41 fra folketingsåret 2020/21.

Ændring af lov om lov om social service og lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger (Omlægning af indsatsen mod hjemløshed og udvidelse af ordning om udslusningsboliger og indretning af bofællesskaber m.v.) (Nov I)

Lovforslaget har til formål at omlægge indsatsen mod hjemløshed, bl.a. ved at omlægge refusionsordningen således, at ophold i egen bolig i højere grad støttes gennem refusion af udgifter til bostøtte i egen bolig. Derudover indeholder lovforslaget en udvidelse af målgruppen, der kan blive anvist til udslusningsboliger, og der kan fremover gives tilskud i op til 5 år. Kommunerne får dertil mulighed for at anvende almene ungdoms- og ældreboliger til unge i målgruppen. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed mellem regeringen (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Kristendemokraterne fra november 2021.

Ændring af lov om velfærdsaftaler på ældreområdet (Udbredelse af velfærdsaftaler på ældreområdet til flere kommuner) (Feb I)

Lovforslaget har til formål at udbrede muligheden for at blive velfærdsaftalekommune på ældreområdet til en række udvalgte kommuner. Dette ved at skabe hjemmel til, at flere kommuner kan frisættes fra størstedelen af den statslige lovgivning på ældreområdet inden for få hegnspæle. Formålet med frisættelsen er at give de pågældende kommuner mere fleksible rammer til at tilrettelægge arbejdsgange og indsatser på ældreområdet på nye måder, der kan frigive tid til nærvær og omsorg til den enkelte ældre. Lovforslaget udmønter aftalen om udbredelse af velfærdsaftaler på ældreområdet mellem regeringen (Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne fra juni 2022.

Lov om en helhedsorienteret indsats (Feb II)

Lovforslaget har til formål at skabe rammen for, at borgere med komplekse problemer kan få en helhedsorienteret udredning, afgørelse og indsats på tværs af social-, sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet med det samlede formål at bringe borgerne tættere på at kunne mestre deres eget liv og komme i beskæftigelse. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne om udmøntning af aftale om rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer fra juni 2022.

Ændring af lov om social service (Ophævelse af aldersgrænsen og dispensationsadgangen i ordningen med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere til overvågning og støtte i forbindelse hermed om natten) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at skabe bedre vilkår for borgere med ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95, stk. 3, og behov for overvågning og støtte i forbindelse hermed om natten og deres familier. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om finansloven fra 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet fra december 2019.

Ældrelov (Feb II)

Lovforslaget har til formål at skabe grundlaget for en bedre ældrepleje, hvor der er mere tid til omsorgen og plejen for de ældre, og hvor medarbejderne kan bruge deres faglighed og ressourcer mere hensigtsmæssigt. Det skal ske ved et grundlæggende opgør med den nuværende styring af området, som binder for meget af medarbejdernes tid i registrering og dokumentation. Loven skal understøtte, at bureaukrati og kontrol erstattes af øget tillid til medarbejderne og mere plads til fagligheden.

Ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn m.v. (Indførelse af specialeplanlægning på det specialiserede socialområde m.v.) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at muliggøre en udrulning af en national specialeplanlægning på det specialiserede socialområde. Lovforslaget vil bl.a. give bemyndigelse til udrulning af specialebeskrivelser, godkendelse af specialfunktioner og tildeling af rådgivningsfunktioner efter udbud. Herudover sikres de nødvendige beføjelser og bemyndigelser til kapacitetsstyring.

Ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Skærpet straf ved ulovlige omskæringer af drengebørn, fælles visitation til den kommunale hjemmesygepleje og akutfunktioner, ændring af sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede hændelser og ophævelse af Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en årsberetning) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at skærpe straffen ved ulovlige omskæringer af drenge under 18 år ved en særskilt bestemmelse herom i autorisationsloven. Lovforslaget har desuden til formål at forbedre kommunernes mulighed for tværkommunalt samarbejde i den kommunale hjemmesygepleje som en del af styrkelsen af de kommunale akutfunktioner i regi af den nationale kvalitetsplan. Endvidere har Lovforslaget til formål at ændre sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede hændelser, således at der fremover alene er pligt til at rapportere utilsigtede hændelser med (faktisk) alvorlig eller dødelig konsekvens, potentielt alvorlig eller dødelig konsekvens samt øvrige hændelser, hvor sundhedspersonen vurderer, at der er et læringspotentiale. Endelig foreslås det, at den nuværende pligt for Styrelsen for Patientklager til at afgive en årsberetning om sin virksomhed, ophæves.

Sidst opdateret: 05/10/2022 - 09:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]