Onsdag har Inger Støjberg offentliggjort en liste over Danmarksdemokraternes kandidater til det kommende folketingsvalg. Se de politikere, der allerede sidder i byråd her.

Onsdag har Inger Støjberg offentliggjort en liste over Danmarksdemokraternes kandidater til det kommende folketingsvalg. Se de politikere, der allerede sidder i byråd her. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Danmarksdemokraterne er nu repræsenteret i ni kommuner

Ni byrådsmedlemmer og tidligere medlemmer af både Venstre, Konservative og DF stiller op for Støjbergs parti. Se dem alle her.

Udgivet: 18/08/2022

Del artiklen:

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, er nu repræsenteret med byrådsmedlemmer i ni af landets kommuner.

Onsdag har partiformanden offentliggjort en liste over partiets kandidater til det kommende folketingsvalg. Blandt dem er nuværende byrådsmedlemmer i både Jylland, på Fyn og Sjælland.

Fem af dem er tidligere Venstre-medlemmer, tre er tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti, og én enkelt er tidligere konservativ.

Det er blandt andet den nu tidligere Venstremand Peter Lindholdt, medlem af Aalborg Byråd, og kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Nordfyns Kommune, Nikolaj Vang.

- Jeg har brugt hele sommeren på at køre landet tyndt og besøge mange af de kandidater, som har meldt sig som mulige kandidater, siger Inger Støjberg.

På den netop offentliggjorte liste af kandidater er også seks nuværende folketingsmedlemmer, som alle har været en del af DF's folketingsgruppe.

Danmarksdemokraterne har blandt andet præsenteret Søren Espersen, Jens Henrik Thulesen Dahl og Hans Kristian Skibby som kandidater. Også Karina Adsbøl, Lise Bech og Dennis Flydtkjær er på listen.

Desuden er løsgænger Bent Bøgsted også blevet medlem af partiet. Den tidligere DF'er genopstiller dog ikke ved næste valg.

Det betyder, at Danmarksdemokraterne nu har i alt otte medlemmer i Folketinget, og det gør partiet større end blandt andet Dansk Folkeparti.

Størstedelen af nye folketingskandidater er tidligere DF'ere.

Ifølge Danmarksdemokraterne er 13 kandidater tidligere DF'ere, 11 er tidligere medlemmer af Venstre, én har en fortid i De Konservative, og fem har ikke tidligere været medlem af et parti.

Fakta

Her er byrådsmedlemmerne for Danmarksdemokraterne

Peter Lindholt, politiassistent, byrådsmedlem i Aalborg, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Nordjyllands Storkreds.

Hans Kristian Skibby, byrådsmedlem i Hedensted, folketingsmedlem. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Vestjyllands Storkreds.

Nikolaj Vang, byrådsmedlem i Nordfyns, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Vestjyllands Storkreds.

Jens Henrik Thulesen Dahl, folketingsmedlem og byrådsmedlem i Assens, valgt for DF. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Vestjyllands Storkreds.

Sebastian Mylsted-Schenstrøm, byrådsmedlem i Næstved, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Sjællands Storkreds.

Charlotte Munch, byrådsmedlem i Hvidovre, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Sjællands Storkreds.

Bent Juul Sørensen, byrådsmedlem på Ærø for Ærøs Fremtid. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Fyns Storkreds.

Charlotte Drue Aagaard, byrådsmedlem i Frederikssund, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Nordsjællands Storkreds.

Lars Ole Skovgaard Larsen, byrådsmedlem i Hillerød, valgt for Dansk Folkeparti. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Nordsjællands Storkreds.

Marlene Harpsøe, byrådsmedlem i Helsingør og tidligere folketingsmedlem, valgt for Dansk Folkeparti. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Nordsjællands Storkreds.

Lars Bregnbak, byrådsmedlem i Gribskov, valgt for Det Konservative Folkeparti. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Københavns Storkreds.

Kilder: Danmarksdemokraterne og Danske Kommuner

jornns - /ritzau/

Sidst opdateret: 18/08/2022 - 07:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]