
Bormestrene er - øverst fra venstre - Peter Rahbæk Juel (S), øverst til højre Jesper Frost Rasmussen (V), nederst til venstre Morten Andersen (V) og nederst til højre Erik Lauritzen (S). - Foto: Odense,- Esbjerg,- Nordfyns og Sønderborg
Se hvor meget fremtrædende borgmestre i Region Syddanmark tjener
Nogle af de på landsplan ret ukendte borgmestre får samlet set en pæn løn for deres arbejde. Det kan man se i Region Syddanmark med borgmestrene fra Sønderborg og Nordfyns Kommune. Sønderborgs borgmester fortæller, at han bevidst styrer uden om KL-formandsposter.
Udgivet: 18/08/2022
Flere borgmestre i Region Syddanmark får en pæn løn for deres indsats og ligger over landsgennemsnittet for politikere, der har poster i KL. Det viser en opgørelse, som NB-Kommune har foretaget.
Borgmestrene Frank Schmidt-Hansen (K) i Vejen, Morten Andersen (V) i Nordfyns og Erik Lauritzen (S) i Sønderborg er, er borgmestre i nogle af landets mindre befolkede kommuner. Det har dog ikke forhindret dem i at komme med på listen over politikere i KL-regi, der tjener mest.
Den socialdemokratiske borgmester i Sønderborg, Erik Lauritzen, mener, når han forholder sig til egne vederlag, at det samlet set er fint og rimeligt.
"Efter stigningen i borgmesterhonorar så er vi nået et passende niveau. Dertil har vederlag for hverv, jeg derudover er en del af, et passende niveau," siger Erik Lauritzen til NB-Kommune.
(Artiklen fortsætter under grafikken)
"Jeg hverken har haft, har eller ønsker fremtidigt at erhverve mig nogle af de tunge poster i KL, fordi de kræver meget tid. Den slags borgmester er jeg ikke," fortæller Erik Lauritzen til NB-Kommune.
Borgmesteren understreger dog, at han er glad for, at der er andre, der prioriterer tiden og har overskud og evne til at tage de tunge poster ved siden af rollen som borgmester.
Borgmester: Jeg går ikke op i vederlaget
Nordfyns venstre-borgmester Morten Andersen fortæller til NB-Kommune, at han ikke som sådan forholder sig til, hvad han modtager i vederlag.
"Jeg har ingen indflydelse på, hvor høje eller lave mine vederlag er. Det er der andre, der fastsætter, og jeg er udpeget til de hverv, jeg er en del af. Derfor er det ikke noget, jeg forholder mig til," siger Morten Andersen til NB-Kommune og fortsætter.
"Jeg har sagt ja til at være i politik, og bruger meget tid på det, og hvis vederlaget ikke var højt nok, så kunne jeg jo bare lade vær, og nøjes med at passe mit job som landmand, men det har aldrig været et argument," siger Morten Andersen.
Seks lokalpolitikere med en løn over gennemsnittet
NB-Kommune har udarbejdet en top 30 med politikere, som er aktive i KL. Når man lægger honorar for KL-poster, borgmester- eller byrådsarbejde og diverse bestyrelser og nævn sammen, tjener de 30 mest.
1.228.711 kr. lyder det gennemsnitlige total-honorar for lokalpolitikerne på top 30 over lokalpolitikere med hverv i i KL. Dermed ligger alle nærværende listes politikere, lige på nær Tonni Hansen (S) over gennemsnittet i top 30-listen.
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Øverst på nærværende liste finder man tre borgmestre fra regionens - og nogle af landets - største kommuner: Peter Rahbæk Juel (S) i Odense, Jesper Frost Rasmussen (V) i Esbjerg og Jens Ejner Christensen (V) i Vejle. De får hver samlede vederlag for over 1,5 mio. kr. årligt.
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel får et samlet årligt vederlag på 1.812.690 kr.. Dermed overhaler han både overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), i Danmarks største kommune, København, der har en årsløn på 1.499.893 kr., og KL's formand samt borgmester i Kalundborg, Martin Damm (V), der har en årsløn på 1.709.031 kr..
For Peter Rahbæk Juels tæller næstformandskabet i Odense Havn A/S ekstra i bogen over Odense-borgmesterens samlede vederlag, da den post isoleret set indbringer ham 200.000 kr. årligt.
Et årligt vederlag på 315.000 kr. som formand i Dansk Fjernvarme, det er, hvad Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen modtager udover sine hverv som blandt andet borgmester og KL-politiker.
Sidst opdateret: 17/08/2022 - 22:21
Temaer: Navnenyt
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Vejen Kommune, Esbjerg Kommune, Langeland Kommune, Nordfyns Kommune, Odense Kommune, Sønderborg Kommune, Vejle Kommune, Vederlag, Peter Rahbæk Juel (S), formand for KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg og borgmester i Odense













































