
En fire-årig pige spiste en småkage i en børnehave i Esbjerg. Det har nu udløst en større debat om 'nulsukker-politikker' og kommuners rolle heri. - Foto: Kjersti Hjelmen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix (arkiv)
Skal byråd blande sig i børnehavers sukkerpolitik?
En småkage i en børnehave i Esbjerg har udløst fornyet debat om, hvordan kostpolitikken skal se ud i vuggestuer og børnehaver. Og om byråd og forvaltninger skal blande sig i det.
Udgivet: 05/08/2022
Lokalpolitikerne bør forbyde slik og kager i madpakken og saftevand i vuggestuer og børnehaver.
Det mener forælderen Nina Overbeck i Esbjerg Kommune. Og hun har med et Facebook-opslag og interviews i flere medier formået at få rejste en stor debat om sukkerpolitikken i dagtilbud. Blandt andet har et opslag på Facebook udløst mere end 7000 kommentarer - hvoraf nogle er hadefulde.
Det hele begyndte ifølge JydskeVestkysten med, at Nina Overbeck skulle hente sin 4-årige datter Alma i en børnehave i Esbjerg Kommune. På legepladsen fandt moren Alma i færd med at spise en småkage – noget som hun i hvert fald ikke havde givet med i madpakken. Og i hendes øjne hører slik og småkager ikke til en i børnehave.
Oplevelsen fik Nina Overbeck til tasterne på Facebook, og hun har lade sig interviewe i flere medier. Hun opfordrer til, at kommunalbestyrelsen i Esbjerg indfører en sukkerpolitik i dagtilbud. Der bør simpelthen laves en liste over fødevarer, som er forbudte og tilladte i daginstitutionerne, mener hun.
"Der er ikke regler, som det er nu. Kun retningslinjer, og dem forsøger pædagogerne selvfølgelig at påtale over for forældrene. Men de er jo ikke politimænd. De kan ikke gøre andet, og derfor mener jeg, at der skal sættes ind oppefra," siger Nina Overbeck til JydskeVestkysten og siger endvidere:
"Det bør være klart og tydeligt, hvad man må have med i børnehave eller skole ... Chokoladeknapper og vingummi er i hvert fald ikke en del af en sund kost. Man gør børnene en bjørnetjeneste på sigt, og det forstår jeg ikke, at kommunen vil være med til."
Formand: Lad forældre styre det
Formanden for Forældrenes Landsorganisation (FOLA), Signe Nielsen, mener, at kommunernes forvaltninger og byråd skal holde sig væk, når det gælder daginstitutioners madpolitik.
"Hvor går grænsen så henne? Skal man så også ind og bestemme, hvilken type solcreme du giver dit barn med, eller at man kun skal bruge stofbleer, fordi de er bedre for miljøet? Det kan fortsætte," siger Signe Nielsen til Berlingske og fortsætter:
"Sukker er jo ikke skadeligt. Du dør ikke af det, medmindre du indtager ufattelige mængder, så det er noget forældrebestyrelserne sagtens kan varetage selv."
Anja Pia Biltoft-Jensen, som er seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet og ekspert i kost, maner til ro i forhold til at indføre 'nulsukker-politikker'.
"Ud fra et ernæringssynspunkt, er det ikke vigtigt, at man spiser søde sager, men for mange er det forbundet med nydelse og tryghed, fordi vi får det i forbindelse med fødselsdage, fest, trøst og hygge. Og der er plads til lidt, hvis man ellers spiser sundt," siger Anja Pia Biltoft-Jensen til Berlingske.
Sidst opdateret: 05/08/2022 - 11:33
Emner: Daginstitution, Esbjerg Kommune, Børnehaver, Vuggestuer, FOLA (Forældrenes Landsorganisation), Værdipolitik









































