
Rikke Kallesøe Raecke, centerchef, Københavns Kommune
Københavns jobcenter skal spare 23 millioner på ungeområdet
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i København besluttede mandag at spare 23 millioner på ungeområdet i 2023. Det svarer i grove tal til 45 medarbejdere. Besparelsen kan betyde, at nogle af de unge bliver på offentlig forsørgelse i længere tid, vurderer forvaltningen.
Udgivet: 25/05/2022
Der var tre forskellige forslag på bordet mandag eftermiddag, da Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i København mødtes for at gennemføre den første af de besparelser, som et flertal i Folketinget har besluttet skal være med til at finansiere tidlig pension.
Det er et krav fra partierne bag tidlig pension, at besparelserne skal findes på ungeområdet. Det skriver NB-Beskæftigelse.
Men selvom kommunens forvaltning også havde anbefalet at spare det hele på ungeindsatsen, valgte de københavnske politikere at tage en tredjedel fra råderummet og dermed spare 23 millioner på ungeområdet i stedet for de anbefalede 35 millioner kroner.
Omsat til medarbejdere er 23 millioner omkring 45 færre ansatte. Men hvordan pengene skal hentes, er endnu ikke besluttet. Det skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tage stilling til på sit næste møde, der finder sted inden sommerferien.
"Der er endnu ikke taget stilling til, om det er interne eller eksterne indsatser hos vores leverandører, der skal skæres på," fortæller kontorchef i Center for Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervspolitik i Københavns Kommune, Rikke Kallesøe Raecke.
Københavns Kommune skulle egentlig spare 35 millioner kroner allerede fra 2022 og frem, men beskæftigelses- og integrationsudvalget i København besluttede i efteråret, at de ikke ville gennemføre en besparelse i 2022.
Første delaftale pålagde jobcentrene tilsammen at spare 344 millioner og 371 millioner fra 2023 og fremover. I 2023 kommer nye besparelser på samme niveau. I 2024 når besparelsen op på de ønskede 1,1 milliarder kroner.
For Københavns jobcentre bliver det fra 2024 til en besparelse på 105 milliarder kroner om året.
Flere i forsørgelse længere
I oplægget til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skriver forvaltningen, at en besparelse på ungeområdet kan betyde, at flere bliver i systemet længere.
"Der kan muligvis gå længere tid, før en ung bliver klar til at starte på og gennemføre en uddannelse, hvilket vil kunne øge den unges periode på offentlig forsørgelse," hedder det.
Det er der stadig en risiko for, selvom ungeområdet nu skal skære en tredjedel mindre, end forvaltningen lagde op til.
"Ja, der er en risiko for, at vi kan se det på vores effekter, men vi vurderer, at det er fagligt forsvarligt, og politikerne har jo haft en bunden opgave," siger Rikke Kallesøe Raecke.
Hun understreger, at København har tilbud til uddannelseshjælp, der ligger over lovens krav, og det vil det også gøre efter besparelsen.
"Vi har en differentieret tilbudsliste, og vi har private aktører til at varetage specialiseret behov. Vi har også brobygning for uddannelsesparate inden erhvervsuddannelse og har evidens for, at det virker. På den måde har vi en relativt bred vifte, som mindre kommuner måske ikke har."
Her skal der spares
Over halvdelen af besparelsen på ungeområdet skal findes ved, at de unge ikke skal i aktivering så ofte. Folketinget har i første delaftale om besparelserne besluttet, at der nu kan gå op til fire måneder imellem aktiveringstilbud til unge i stedet for som tidligere kun fire uger.
For eksempel kan der være unge i et psykiatrisk forløb, der i en periode ikke skal i aktivering, men i stedet skal fokusere på behandling, fortæller Rikke Kallesøe Raecke. Mange andre unge vil også komme til at vente længere på indsatser.
"Vi vil give det tilbud, der er bedst for den unge, og hvis det først er der om fem uger, så kan vi vente på det i stedet for at sætte noget andet i gang," siger hun.
I tabellen nedenfor kan man se forvaltningens tre forslag. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget valgte løsning 3, som herunder er fremhævet med en sort ramme. Her kan man se, at der skal spares 19,25 millioner ved mindre hyppig aktivering og 3,5 millioner ved omlægge vejledende og opkvalificerende aktivering til virksomhedspraktik. Ved at tage 12 millioner kroner fra råderummet undgik politikerne at spare ved at skære ned i timetal på de enkelte indsatser.
Artiklen fortsætter efter tabellen.
Udsat gruppe i virksomhedspraktik
Det er en udsat gruppe unge, der spares på, for langt de fleste af dem, der er kategoriseret som åbenlyst uddannelsesparate eller blot uddannelsesparate, er i arbejde, fortæller Rikke Kallesøe Raecke.
"De fleste af dem er aktivitetsparate og har ikke uddannelse og arbejde. De har mange, mange forskellige udfordringer, både psykiske, socialt og misbrug,"
Et hurtigt tjek på Jobindsats.dk viser, at København har en betydelig større andel aktivitetsparate unge end landsgennemsnittet. På jobcentret i hovedstaden er knap 80 procent af de unge på uddannelseshjælp aktivitetsparate, mens det samme gælder knap 70 procent på landsplan.
Selvom forvaltningen forventer at kunne spare 3,5 millioner kroner på at sende flere i denne gruppe unge i virksomhedspraktik i stedet for i mere beskyttede forløb med opkvalificering og vejledning, er det ikke gratis.
"Der vil da være noget arbejde med at finde virksomhedspraktikker, og der bliver brug for mentorer. Men vi går fra et budget på 120 millioner og skal finde 22,75 millioner kroner, så der er stadig penge tilbage til vejledning og opkvalificering," siger Rikke Kallesøe Raecke.
Sidst opdateret: 25/05/2022 - 11:19
Emner: Københavns Kommune, Ungeindsats









































