Minimumsnormeringerne presser prisen op på daginstitutionerne
Taksten for daginstitutioner er steget mere i 2022 end de foregående år. Det skyldes blandt andet krav om minimumsnormeringer, siger borgmestre.
Udgivet: 20/05/2022
Prisen på at have sit barn i en daginstitution på en heltidsplads er taget et spring op i 2022. For de 0-2 årige er de månedlige takster på landsplan steget med 121 kroner og for 3-5 årige er taksterne steget med 59 kroner efter der er korrigeret for inflation. Det viser tal nøgletal fra Indenrigs- og Boligministeriet, som NB-Økonomi har set nærmere på.
Det skyldes blandt andet krav om minimumsnormeringer, siger flere borgmestre.
"Mit umiddelbare svar er, at det nok er en konsekvens af minimumsnormeringerne. Når vi ansætter mere personale, så stiger taksterne," fortæller Tonni Hansen (SF), der er borgmester i Langeland Kommune, til NB-Økonomi. "Forældrene betaler jo en vis procentdel af udgifterne i de her daginstitutioner."
84 kommuner har oplevet stigninger i taksten for de 0-2 årige fra 2021 til 2022 og 86 kommuner for børn i alderen 3-5 årige. De høje stigninger er bemærkelsesværdige, fordi der de seneste ti år ikke har været tilsvarende stigninger.
Ser man alene på de seneste 4-5 år, kan man se, at der fra 2018-2019 var et lille fald på 2,8 kr. i taksten pr. barn pr. måned for 0-2 årige og et fald på 15,9 kr. for 3-5 årige. Året efter i 2019-2020 var der en stigning på 14,6 kr. for de yngste og 14,5 for de ældste. Næste periode var der igen et fald for 0-2 årige på 3 kr. pr. barn om måneden og et fald på 14,9 kr. for de ældste børn i daginstitutionen. De tal er nu steget til 121 kr. og 59 kr. i 2022.
Pædagogiske og lokalpolitiske tiltag spiller også en rolle
Borgmesteren i Vordingborg Mikael Smed (S) er enig med sin borgmesterkollega på Langeland, at det blandt andet kan skyldes minimumsnormeringer. Vordingborg har ifølge borgmesteren allerede indfaset normeringerne nu, så det kan være derfor, at tallene slår så hårdt igennem i 2022.
Han tilføjer dog i samme moment, at kommunen generelt ligger under landsgennemsnittet på takster, samt at der har været nogle pædagogiske hensyn, de har taget, som kan have gjort taksterne højere.
"Vi har blandt andet en højere normering i vuggestuerne. Forstået på den måde, at vi tidligere har sendt vuggestuebørnene i børnehave, når de var to år og 10 måneder. Men fra i år gør vi det, når de er tre år. Det betyder jo, at der skal være flere voksne i vuggestuerne," siger Mikael Smed og tilføjer, at det skyldes pædagogiske og faglige hensyn, at børnene kan få lov at være længere i vuggestuen end hidtil.
Daginstitutionspladserne for 0-2 årige - som er det der svarer til vuggestuer - er da også steget med 109 kr. pr. barn om måneden i Vordingborg Kommune. Tallet er dog 253 kr. pr. barn i børnehaverne, hvor de er mellem 3-5 år, som ifølge borgmesteren skyldes højere normeringer.
Det tilsvarende tal for Langeland Kommune er, at taksten på daginstitutioner for 0-2 årige er steget med 488 kr. pr. måned. De har omvendt oplevet et fald på 164 kr. pr. barn pr. måned for de 3-5 årige.
To kort for daginstitutioner for 0-2 årige og to kort for 3-5 årige
I nedenstående fire kort kan du aflæse, hvor meget takstændringerne har været fra 2021 til 2022 på henholdsvis daginstitutioner for både 0-2 årige og 3-5 årige. Derudover er der kort over, hvad taksterne er i 2022 for begge aldersgrupper. Klikker man på en kommune, kan man tilmed få takstændringer for 2018-2021 samt takster i alle årene fra 2018 til 2021.
Sidst opdateret: 20/05/2022 - 09:14
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Daginstitution, Økonomi











































