
KL-formand Martin Damm er glad for resultaterne af evalueringen af lokaldemokratiet og siger: "Det er afgørende, at borgerne har tillid til deres lokalpolitikere: Tillid til at vi gør vores bedste for at gøre deres kommune til et godt sted at bo." - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Evaluering: Lokaldemokratiet står stærkt efter kommunalreformen
Indenrigs- og Boligministeriet slår i evaluering fast, at lokaldemokratiet står stærkt - og i nogle tilfælde endda stærkere - efter kommunalreformen i 2007. 'Vi skal værne om den tillid, borgerne viser os,' siger KL-formand.
Udgivet: 18/05/2022
I årene lige efter kommunalreformen i 2007 tog borgernes tillid til kommunerne og det lokale demokrati et dyk i de sammenlagte kommuner. Men siden er det gået fremad med den lokalpolitiske tillid, og den er i dag statistisk set signifikant højere end før kommunalreformen.
Det fremgår af en evaluering fra Indenrigs- og Boligministeriet af lokaldemokratiet. Evalueringen bygger i høj grad på en undersøgelse foretaget af VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærdsforskning, som tidligere er blevet omtalt i NB-Kommune:
Den generelle lokalpolitiske tillid er i dag signifikant højere, end den var før kommunalreformen i 2001. Fra 2001 til 2009 var der især i de sammenlagte kommuner en negativ udvikling i borgernes tilfredshed med det lokale demokrati. Det samme gjaldt borgernes tillid til kommunalpolitikerne.
Men efter 2009 er udviklingen vendt, og på mange parametre er tilfredsheden og tilliden tilbage på eller over 2001-niveau. Desuden er forskellene mellem sammenlagte og ikke-sammenlagte kommuner mindsket eller helt forsvundet.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
I evalueringen har man også undersøgt, hvordan borgerne opfatter kommunernes rolle i samfundet. Et stort flertal anser kommunens rolle som servicevirksomhed som mere væsentlig end kommunens rolle som demokratisk organ. Men selvom et stort flertal ser kommunerne som en servicevirksomhed, betyder det ikke, at borgerne er ligeglade med lokaldemokratiet.
Det skriver KL (Kommunernes Landsforening) i en pressemeddelelse om evalueringen og fortsætter:
Lokaldemokratiet har også værdi, fordi det skaber sammenhængskraft. Borgerne mærker kommunerne i deres dagligdag og sætter pris på den velfærd og de serviceydelser, som leveres kommunalt hver eneste dag.
”Det er glædeligt, at evalueringen stemmer overens med det indtryk, vi allerede har; at borgerne har tillid til os og sætter pris på kommunerne i deres hverdag. Vi skal nemlig værne om den tillid, borgerne viser os og den sammenhængskraft, som et stærkt lokaldemokrati er grobund for,” siger KL-formand Martin Damm i pressemeddelelsen.
Evalueringen er foretaget i forbindelse med regeringens udspil fra foråret 2021, ’Tættere på’. Evalueringen udkom i starten af april 2022.
Læs evalueringen her: Evaluering af kommunalreformen Udvikling i lokaldemokratiet
Sidst opdateret: 18/05/2022 - 09:32
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Demokrati, Indenrigs- og Boligministeriet, Martin Damm, (V) formand for KL og borgmester i Kalundborg









































