
Unge på uddannelseshjælp skal have en jobrettet indsats frem for et uddannelsespålæg. Det mener udvalgsformand i KL Peter Rahbæk Juel. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
KL vil hellere have unge ledige i job fremfor at presse dem i uddannelse
Mange unge under 30 år i kontanthjælpssystemet har det svært. Men nu skal de have en jobrettet indsats frem for et uddannelsespålæg. Det mener KL, der også vil flytte 10. klasse fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne.
Udgivet: 17/05/2022
Står det til KL (Kommunernes Landsforening), skal man fjerne det såkaldte uddannelsespålæg rettet mod unge ledige. I et nyt udspil foreslår KL at afskaffe uddannelsespålægget og i stedet fokusere på at få unge under 30 år i arbejde.
Det skriver NB-Social.
I dag får unge under 30 år, der er i kontanthjælpssystemet, og som ikke har en kompetencegivende uddannelse, et uddannelsespålæg. Det er en uddannelsesfokuseret indsats for denne gruppe, der skal få den enkelte til at vælge at begynde på en uddannelse.
Det er den strategi, KL nu vil bevæge sig væk fra. I et nyt udspil sætter organisationen fokus på de 45.000 unge under 25 år, der hverken er i uddannelse eller job. Et stort flertal i Folketinget har siden 2017 haft det som et politisk mål at halvere denne gruppe frem mod 2030. Det kræver, at antallet af unge i job eller uddannelse øges med 2.300 om året.
KL ønsker permanent at droppe uddannelsespålægget. I forvejen er det sat på pause til udgangen af 2023 i en trepartsaftale fra efteråret om at have et jobfokus i stedet for uddannelsesfokus.
Formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg og borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), siger i en udtalelse:
”Vi skal blive endnu bedre til at få de unges behov og kompetencer i fokus – også når vi møder de unge i jobcenteret. De seneste års beskæftigelsesindsats har haft et for massivt fokus på at få flere unge til at begynde på ”den rette” uddannelse så hurtigt som muligt. Men vejen er jo ikke snorlige for alle unge."
”Derfor bør vi få rammerne til at kunne sætte fokus på de unges potentialer og motivation. Også selvom det så betyder, at vejen til en uddannelse starter med et job. I dag ramler for mange unge ind i det ene nederlag efter det andet. Vi skal i stedet kunne møde dem med en tro på, at de har et potentiale og kan lykkes. Og den tro skal lovgivningen så kunne rumme.”
Derudover ønsker KL også at sætte beskæftigelsesindsatserne mere fri, så kommunerne har mulighed for at lave indsatser, der ikke bare er fokuseret mod uddannelse eller job. Det kunne eksempelvis være at træne de unges sociale færdigheder.
Du kan læse hele KL's udspil her.Et prøveforsøg
Tilbage i efteråret indgik KL, regeringen og arbejdsmarkedets parter en aftale som reaktion på den store mangel på arbejdskraft. Lovforslagene bag aftalen blev vedtaget i Folketinget i marts 2022.
Her var det ene af elementerne et landsdækkende initiativ, hvor unge på uddannelseshjælp kan fritages uddannelsespålægget og få en jobrettet indsats. Det besluttes på baggrund af den enkeltes egne ønsker og en konkret vurdering. Åbenlyst uddannelsesparate er undtaget i forsøget.
Alle landets jobcentre kan deltage og indsatserne skal tilrettelægges lokalt. Initiativet løber fra 1. april 2022 til udgang af 2023.
KL ønsker altså allerede nu at gøre forsøget permanent og for alle under 30 år frem for at vente på resultaterne.
Peter Rahnbæk Juel siger til Ritzau:
"Det er lang tid for mange unge at vente, mens man eksperimenterer."
"Skal vi afvente halve og hele år på det forsøg, så er det rigtig mange unge, der ikke får den hjælp, de har brug for. Og halve og hele år er rigtig lang tid, hvis man er ung," siger han.
Da aftalen blev lavet, var der omkring 30.000 unge i kontanthjælpssystemet.
Flyt 10. klasse fra folkeskolen
Det er ikke kun på beskæftigelsesområdet, at KL har en række forslag. Særligt på uddannelsesområdet har de en række forslag. Det mest markante er at flytte 10. klasse fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne.
Som det er i dag, er 10. klasse en afsluttende del af folkeskolen. Men det skal i stedet være starten på en ungdomsuddannelse.
Derfor foreslår KL, at 10. klasse skal have sin egen lov, og at 10. klasseprøven skal afskaffes i sin nuværende form. Det giver nemlig bedre mulighed for, at 10. klasse kan forankres der, hvor det giver bedst mening lokalt.
Derudover har KL en række andre uddannelsespolitiske forslag som at gøre hf-enkeltfag mere tilgængelige for unge med særlige behov og åbne for mere praktik i folkeskolen for flere elever med behov.
De unge har det svært
I sidste uge kunne man læse i en undersøgelse fra Momentum læse, at 78 procent af de 25-årige uden ungdomsuddannelse har fået en psykiatrisk diagnose, haft en forebyggende foranstaltning, været anbragt eller har et karaktergennemsnit under tre i grundskolen.
43 procent af de 25-årige har flere af udfordringerne, men 35 procent kun har én. 22 procent af dem har ingen af udfordringerne.
Derudover havde 60 procent af de 25-årige et karaktergennemsnit på tre i grundskolen, mens 48 procent havde en psykiatrisk diagnose.
Læs mere om problematikken her:
Sidst opdateret: 17/05/2022 - 13:49
Emner: Uddannelse, Uddannelseshjælp, Unge, Ungdomsuddannelser, Ungeindsats









































