Borgerne ser med mildere og mildere øjne på de sammenlagte kommuner. Her ses indgangen til rådhuset i Sorø Kommune, som i 2007 blev sammenlagt af kommunerne Dianalund, Stenlille og Sorø.

Borgerne ser med mildere og mildere øjne på de sammenlagte kommuner. Her ses indgangen til rådhuset i Sorø Kommune, som i 2007 blev sammenlagt af kommunerne Dianalund, Stenlille og Sorø. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Borgerne bedømmer sammenlagte kommuner bedre og bedre

Både når det gælder service og demokrati, så bedømmer borgerne de sammenlagte kommuner med mildere og mildere øjne. Det viser ny, interessant kortlægning. Bekymringerne, for at lokaldemokratiet ville lide store skade efter kommune-sammenlægningerne, er gjort til skamme her efter 15 år.

Udgivet: 05/04/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Borgernes bedømmelse af de i 2007-sammenlagte kommuner bliver bedre og bedre. Med andre ord er storkommunerne ved at være på niveau med de ikke-sammenlagte kommuner, når det gælder borgernes vurdering af både kommunernes drift og det lokale demokrati.

Det er konklusionen i en ny, stor kortlægning fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Både før og efter kommunalreformen i 2007 har forskere målt på, hvordan borgerne bedømmer deres kommuner på forskellige parametre. Nogle af de helt centrale spørgsmål går på, hvordan servicen til borgerne bliver vurderet.

Her var det sådan, de første år efter reformen, at de ikke-sammenlagte kommuner (eksempelvis Rødovre og Odder) klarede sig markant bedre i borgernes øjne end de sammenlagte (eksempelvis Furesø og Holstebro). Men forskellen i borgernes syn på den kommunale service - alt efter kommunetype - er blevet markant mindre med årerne:

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Professor og forsker ved VIVE Kurt Houlberg er medforfatter til den nye analyse. Han ser en tendens i borgernes vurdering af kommunerne:

"Overordnet set er resultaterne i vores undersøgelse udtryk for, at borgerne har vænnet sig til de nye kommuner. Altså at det er blevet hverdag, og kun de færreste går og sammenligner med før og efter kommunalreformen," siger Kurt Houlberg til NB-Kommune.

Ved fusioner i det private erhvervsliv, så går den første tid ofte med, at den nye organisation skal finde sine egne ben og få strukturer og ledelse indarbejdet. Sådan har det også været i de fusionerede kommuner.

"I de første år efter kommunesammenlægningerne var der en del turbulens. De sammenlagte kommuner brugte krudt på at få organisationen, de nye politiske rammer og servicen på plads. Og vi kunne se på både service- og demokratiindikatorerne i de første målinger blandt borgerne, at de ikke-sammenlagte kommuner stod bedre i borgernes bedømmelse end de sammenlagte," forklarer Kurt Houlberg.

Ingen samlet effekt på bundlinjen

Når man ser på, hvordan borgerne vurderer kommunernes effektivitet og service, så er de sammenlagte kommuner kommet efter det siden 2007. Men økonomisk set har kommune-sammensplejsningerne dog ikke givet stor gevinst på bundlinjerne.

"I forhold til økonomi og stordriftsfordele, så peger vores undersøgelser på, at der samlet set ikke er opnået en økonomiske stordriftsfordele i de sammenlagte kommuner. De sammenlagte kommuner bruger godt nok færre penge på vejområdet og på administration - sammenlignet med de ikke-sammenlagte. Men til gengæld bruger man så flere penge på andre områder i de sammenlagte kommuner - eksempelvis på udsatte børn og unge," oplyser Kurt Houlberg.

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Som det fremgår af grafikken ovenfor, så har borgerne stadig mest fidus til lokaldemokratiet i de ikke-sammenlagte kommuner. Det var også den store bekymring tilbage før 2007, at borgerne i de nye storkommuner ville få en oplevelse af, at der var meget langt til lokalpolitikerne og til beslutningerne i byrådssalen. Den nye måling tyder dog på, at det går fremad for lokaldemokratiet i storkommunerne.

"I de første seks til otte år efter 2007 tegnede der sig et tydeligt gab på 'demokratikontoen', når vi sammenlignede ikke sammenlagte kommuner med de sammenlagte. Forskellen er blevet mindre med årerne, og det er der nok flere forklaringer på," siger Kurt Houlberg og uddyber:

"Dels har byrådene i de sammenlagte kommuner gjort en del for at række ud til borgerne. Eksempelvis bliver udvalgsmøder henlagt til lokalområder, eller man holder borgermøder.

Dels gør digitaliseringen, at hvor man før som borger skulle på rådhuset en gang imellem, så er det nu de færreste, som kommer tit i borgerservice. Man er altså vant til en vis afstand mellem borger og kommune."

Sidst opdateret: 05/04/2022 - 11:34

Emner: Demokrati, Borgerinddragelse, Borgerservice, Kommunalreformen 2007

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]