
Når nu regeringen har stået fadder til særlov om de ukrainske flygtninge, må den også tage næste skridt og lave andre undtagelser for kommunernes skyld, mener KL-formand Martin Damm. - Foto: KL
KL-formand: Spark sten af vejen og hjælp de ukrainske flygtninge
Lovgivning står nogle steder i vejen for kommunerne, når de nu skal hjælpe titusindvis af flygtninge fra Ukraine. Derfor bør regeringen åbne op for undtagelser i lovgivningen eksempelvis i forhold til udlejning af feriehuse og brug af erhvervsejendomme til boliger. Det mener formanden for KL.
Udgivet: 24/03/2022
Kommunerne får mere end rigeligt at gøre den næste tid med at hjælpe flygtningene fra Ukraine. Derfor må regeringen sørge for at lempe lovgivning midlertidigt på visse områder, så kommunerne undgår at skulle bruge kræfter på bureaukratiske benspænd.
Det mener formanden for KL (Kommunernes Landsforening), borgmester Martin Damm (V). Udmeldingen kommer før et møde her torsdag mellem udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og KL om at genbesøge den aftale, man har om at hjælpe de ukrainske flygtninge.
"Der er vitterligt meget regulering, som står i vejen for kommunerne i at kunne sikre ukrainerne den bedst mulige hjælp," siger Martin Damm til NB-Kommune og fortsætter:
"Eksempelvis er der begrænsninger på, hvor meget man må udleje feriehuse i Danmark. Men som en midlertidig løsning for at hjælpe ukrainerne, kunne man måske lave en undtagelse og udleje sommerhuse til dem hele året."
Et andet eksempel, hvor KL gerne ser, at man gør en undtagelse er i forhold til at lempe planloven. Normalt er det sådan, at erhvervsbyggeri ikke må bruges til beboelse.
"Men hvis der er nogle ejere af erhvervsbyggeri, der står med for eksempel en hel del tomme kontorer, så kunne man overveje ekstraordinært at åbne op for, at ukrainere kunne få lov at bo i erhvervsbyggeri midlertidigt," siger Martin Damm.
"Regeringen har jo selv stået fadder til en særlov, og så må den også være parat til at tænke det ud i næste led"
Han mener, at når regeringen først har sagt 'A' med en særlov for flygtningene fra Ukraine, så må den også sige 'B'.
"Regeringen har jo selv stået fadder til en særlov, og så må den også være parat til at tænke det ud i næste led. Altså at man åbner op for midlertidige løsninger. Det gælder jo ikke bare i forhold til at give ukrainerne husly. Det handler også om bl.a. dag- og skoletilbud til ukrainske børn og unge," siger Martin Damm og uddyber:
"Vi står i kommunerne foran en kæmpe opgave med at hjælpe de ukrainske flygtninge, og det er i høj grad kommunerne, som kommer til at støde ind i de forhindringer, som regulering og statsligt bureaukrati udgør. Vi forventer, at regeringen vil hjælpe os med at sparke de sten af vejen, som hindrer vores opgaveløsning."
Martin Damm har endnu et eksempel på en lovlempelse, som KL ønsker sig. Han gør opmærksom på, at de almene boliger - der står tomme i det, man tidligere kaldte ghettoer (nu parallelsamfund) - burde kunne bruges i en begrænset periode til at give ukrainske flygtninge husly. Som det er nu, risikerer en kommune at få et område på 'ghettolisten', hvis de lader flygtninge flytte ind:
"For det første ved vi ikke, hvor mange der kommer. Derudover kan vi se, at mange af dem, der er kommet, søger til landområder, hvor de har venner og familier," siger Rasmus Stoklund til Ritzau.
Om ordførerens modstand siger Martin Damm til NB-Kommune:
"Den socialdemokratiske ordfører har vist ikke helt fundet ud af endnu, hvor stor en opgave det er, vi står foran med flygtningene. KL beder ikke om at få ændret grundlæggende på lovgivningen. Vi beder blot om, at når der er krig i Europa og mange flygtninge på vej, så må midlertidig lovgivning være på sin plads."
KL: Ministerier taler med to tunger
Ikke kun lovgivning står i vejen for kommunernes indsats i forhold til de ukrainske flygtninge. Nogle gange løber KL også ind i, at ministerier ikke har fået koordineret imellem sig, oplyser Martin Damm.
"Jeg vil ikke udlevere nogle ministerier. Men vi har oplevet i KL på én og samme dag, at ét ministerium sagde, at vi skulle løbe i den ene retning. Hvorefter et andet ministerium sagde, at vi skulle vende 180 grader og løbe den stik modsatte vej."
Mens ministerier og myndigheder bakser med at få hele maskineriet til at køre, så har mange, mange danskere taget sagen i egen hånd og er begyndt at hjælpe ukrainerne med blandt andet husly og tøj. Danskernes vilje til at hjælpe ukrainerne bliver en stor styrke for kommunerne.
"Det er en kæmpe ressource, at så mange danskere gerne vil give et nap med i forhold til at få løst opgaven med de ukrainske flygtninge. Og vi i kommunerne kommer til at trække på alle ressourcer," siger Martin Damm.
Sidst opdateret: 24/03/2022 - 00:12
Emner: Flygtninge, KL - Kommunernes Landsforening, Martin Damm, (V) formand for KL og borgmester i Kalundborg









































