Mange børn har ikke fået den nødvendige hjælp, fordi der mangler retningslinjer på ordblindeområdet.

Mange børn har ikke fået den nødvendige hjælp, fordi der mangler retningslinjer på ordblindeområdet. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Folkeskolen svigter: Ordblinde børn får ikke hjælp

Hver fjerde folkeskole har ikke retningslinjer for, hvad skolen tilbyder ordblinde elever. Det kan få store personlige konsekvenser for børnene og betyder, at mange ikke får en uddannelse.

Udgivet: 24/03/2022

Del artiklen:

Næsten en fjerdedel af læsevejlederne på landets folkeskoler siger, at ledelsen på deres skole i mindre grad eller slet ikke prioriterer arbejdet med ordblinde elever.

Det skriver Fagbladet 3F.

Lige så mange svarer, at skolen ikke har retningslinjer for, hvordan de skal arbejde med ordblinde elever. Det viser en undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut lavede i 2020.

- Ordblindhed kan se meget forskelligt ud fra elev til elev, så det er langt mere væsentligt, at der laves en individuel plan for eleverne, end at de alle modtager samme tilbud, siger seniorkonsulent Anne Kyed Vejbæk, der står bag kortlægningen.

Hun peger på, at kommunale handleplaner er vigtige for at mindske forskellene mellem skolerne. Men kun en tredjedel af læsevejlederne svarer, at deres kommune har faste procedurer for, hvordan skolerne skal udrede og undervise ordblinde elever.

- Vi har ikke vurderet, hvilke tilbud der fungerer bedre end andre, men vi kan se, at der er forskel på skolernes praksis.

Mange forældre oplever, at indsatsen for børnene helt afhængig af, hvem der sidder i kommunalbestyrelsen, og hvem der er skoleleder. Det forklarer Janne Sabroe, formand for Ordblindeforeningen.

- Det er en vanskelig proces at få den hjælp, man har brug for i folkeskolen. Forældrene har fuldkommen ret, det er et stort problem, siger hun.

Det er det, fordi det er op til den enkelte kommune og folkeskole, hvor mange ressourcer skolen vil sætte af til deres ordblinde elever, og hvilken form for hjælp, de skal tilbydes.

Janne Sabroe oplever, at mange ledere og lærere mangler kendskab til, hvad ordblindhed er, og det gør det umuligt at give den rigtige hjælp og støtte.

I folkeskoleloven er det formuleret således, at skolerne skal tilbyde det, der kaldes supplerende undervisning til de elever, der ikke kan følge den almindelige undervisning. Det kan være støtte i klassen ni timer om ugen.

- Det der “skal” i loven, det er der mange skoler, der siger, de ikke har råd til, siger Janne Sabroe, formand for Ordblindeforeningen.

Det er den enkelte folkeskole, der definerer, om supplerende undervisning eksempelvis er én støttetime om ugen eller de ni timer, loven giver som eksempel.

- Mange skoler har inden for loven mulighed for at give mere, end de giver, men de skal have budgettet til at hænge sammen.

Mens undersøgelsen fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at der er stor forskel på, om skolerne gør brug af støttelærer til de ordblinde elever, giver tæt på alle skoler adgang til IT-hjælpemidler.

Men det er kun ti procent af lærerne, der i høj grad bruger de hjælpemidler i den almindelige undervisning.

Det er et stort problem, mener Carsten Elbro, der er læseforsker og professor ved Københavns Universitet.

- Hvis en kommune ikke har tid til at hjælpe, kaster de en IT-rygsæk (hjælpemidler red.) på de ordblinde. Så sidder de der. Uden specialundervisning eller støtte i at bruge hjælpemidlerne. Det er helt ude i hampen.

Når eleverne ikke får den hjælp, de har brug for, får de en følelse af, at de ikke er gode nok, oplyser Janne Sabroe, der rådgiver mange forældre til ordblinde børn.

- Det er nederlag på nederlag, og de mister motivationen for at lære. Jo ældre de bliver, jo sværere bliver det at indhente de helt basale færdigheder i læsning, skrivning og stavning, siger Janne Sabroe, formand for Ordblindeforeningen.

Det er også nødvendigt at kunne læse i alle andre fag end dansk. Kan man ikke det, risikerer ordblinde elever aldrig at kunne komme på en ungdomsuddannelse.

Sidst opdateret: 24/03/2022 - 09:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]