Rosa Lund (EL) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) under møde i Folketingssalen på Christiansborg, da særlov for ukrainere blev debatteret.

Rosa Lund (EL) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) under møde i Folketingssalen på Christiansborg, da særlov for ukrainere blev debatteret. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trods heftig debat vedtager Folketinget særlov for ukrainere

Regeringens støttepartier har stemt for særlov til ukrainere, som de til det sidste forsøgte at få ændret. Før vedtagelsen har 3.000 søgt ophold efter kommende regler

Udgivet: 16/03/2022

Del artiklen:

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en særlov, som giver midlertidigt ophold til ukrainere, som er flygtet til Danmark som følge af Ruslands angreb på Ukraine. Opholdstilladelsen gælder i to år.

Kun partiet Frie Grønne stemte imod, mens Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet stemte hverken for eller imod.

Særloven - der også er kendt som ukrainerloven - skal blandt andet gøre det lettere for ukrainere hurtigt at få et arbejde, komme i skole og modtage offentlige sundhedsydelser.

Loven blev fremsat mandag og er blevet hastebehandlet af Folketinget. Og trods en række ændringsforslag blev forslaget vedtaget, som det oprindeligt var blevet fremsat.

Regeringens støttepartier stemte for forslaget på trods af stor utilfredshed med at loven i høj grad bliver finansieret med penge fra udviklingsbistanden.

Særloven koster 2,2 milliarder kroner i 2022, og over 2 milliarder er taget fra udviklingsbistanden, der bliver givet til verdens fattigste.

Før særloven blev endeligt vedtaget, havde cirka 3000 ukrainere frem til onsdag omkring klokken 12 bestilt tid hos Udlændingestyrelsens Borgerservice til at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter særlovens regler.

Det oplyser Udlændingestyrelsen.

Det har altså på forhånd været muligt at booke tid til at søge om opholdstilladelse efter særloven. Det sker via Udlændingestyrelsens portal nyidanmark.dk.

For at søge skal man bestille tid til et møde i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Her indgiver man sin udfyldte ansøgning sammen med sine identitetspapirer og øvrige relevante dokumenter.

Man får samtidig taget biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk).

Efterfølgende får man at vide, om ansøgningen bliver godkendt.

Antallet af ukrainere, der har søgt ophold efter særloven, er næsten det dobbelte af antallet, der siden krigens begyndelse har søgt asyl.

Data fra Udlændingestyrelsen viser, at der fra 24. februar til og med 15. marts er 1733 ukrainere, der har søgt asyl i Danmark.

Regeringen regner med at tage imod op mod 20.000 ukrainske flygtninge, men der er usikkerhed om tallet.

Ukraine og Danmark har en aftale om visumfrihed, hvis ukrainerne kommer til Danmark med et biometrisk pas. Det er et pas, der lagrer fingeraftryk på en chip i passet.

Dermed kan ukrainere med pas rejse frit ind i Danmark i 90 dage, uden at de behøver at søge asyl.

Der kan derfor opholde sig flere ukrainere i Danmark, som ikke har søgt asyl, men som har planer om at indgive en ansøgning om opholdstilladelse.

Særloven træder i kraft torsdag.

jornns - /ritzau/

Sidst opdateret: 17/03/2022 - 06:54

Emner: Flygtninge

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]