"Nogle arbejdsgivere trykker for hurtigt på ’afskedigelsesknappen’, når det gælder ansatte ramt af senfølger af covid-19," siger FOA-formand Mona Striib.

"Nogle arbejdsgivere trykker for hurtigt på ’afskedigelsesknappen’, når det gælder ansatte ramt af senfølger af covid-19," siger FOA-formand Mona Striib. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

FOA-formand: Nogle chefer er for hurtige til at fyre folk ramt af senfølger

Det dur ikke, at kommunale chefer fyrer folk, som døjer med senfølger efter covid-19. Det mener FOA's formand og håber på, at et nyt fælles 'forståelsespapir' vil gøre en forskel.

Udgivet: 09/03/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

En hel del sosu'er og pædagogmedhjælpere døjer med senfølger efter covid-19 og er sygemeldte. Det kan i sidste ende føre til, at de bliver fyret. Men det dur ikke hverken for den enkelte eller samfundet. Det mener formanden for fagforbundet FOA Mona Striib. Hun håber, at der med ny aftale er skabt en god ramme for dialog og forståelse mellem chefer og personale.

Som omtalt i NB-Kommune blev der skabt en såkaldt 'fælles forståelse' om, at lederne i kommuner, regioner og stat skal være langmodige med arbejdstagere, der har senfølger efter covid-19:

Læs også:
Frontpersonale med senfølger skal mødes med fleksibilitet

FOA er glad for den nye aftale, men mener også at der er behov for den:

"Nogle arbejdsgivere trykker for hurtigt på ’afskedigelsesknappen’, når det gælder ansatte ramt af senfølger af covid-19," siger formand Mona Striib til NB-Kommune.

I FOA har man for tiden 22 sager, hvor ansatte med senfølger af covid-19 står til at blive afskediget. Ifølge Mona Striib burde der ikke være nogen sager.

"De påtænkte afskedigelser kan være på grund af, at deres afdeling økonomisk er under pres på grund af for eksempel store udgifter til vikarer. Eller som følge af, at lægerne ikke kan sige noget om, hvornår de sygemeldte kan tænkes at blive raske igen. Men der burde slet ikke ske nogen afskedigelser på den her baggrund," siger Mona Striib.

Overordnet set er der dog noget at glæde sig over, fastslår Mona Striib og siger:

"Problemerne med senfølger blandt vores medlemmer er ikke voldsomst store, når man tager i betragtning, at vi har rigtig mange medlemmer, som alle har arbejdet under hele covid-19-krisen. Generelt har langt de fleste covid-19-ramte med senfølger være gennem positive forløb, hvor arbejdsgivere og ansatte lokalt har fundet gode løsninger."

Nogle chefer skærmer folk ved genopstart

Nogle arbejdsgivere er gået meget langt for at hjælpe dem med senfølger til at vende tilbage til jobbet.

"Nogle af vores medlemmer er blevet ramt af træthedssyndrom eller cognitive udfordringer efter corona. Og her er der nogle arbejdsgivere, som har sørget for, at de ramte er kommet tilbage i job igen på den måde, at de er blevet skærmet for arbejdspres og har fået tid til stille og roligt at komme tilbage. Det har været win-win, og noget vi er superglade for," fortæller Mona Striib.

Den nye 'forståelse' på det offentlige område i forhold til senfølger skal nok komme til at batte noget, vurderer FOA-formanden.

"Sundhedsminister Magnus Heunicke garanterer, at kommunerne får dækket alle deres corona-relaterede udgifter indtil udgangen af 2022. Så kommunerne kan ansætte vikarer og fastholde deres medarbejdere med senfølger. Det skal nok komme til at gøre en positiv forskel."

"Og så ved kommunerne jo godt, at der er nogle personalegrupper, som er meget vigtige for velfærden, og som de skal passe godt på," siger Mona Striib.

Adspurgt om udgifterne til at fastholde senfølge-ramte siger hun:

"Udgifterne er forsvindende få, når man tænker på alternativet: At folk ryger på sygedagpenge, og at man skal til at finde dyre vikarer for dem."

Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er der indtil videre 1.271 ansatte på plejehjem, der har anmeldt en arbejdsskade relateret til covid-19. Det samme har 320 i hjemmehjælpen.

På hele arbejdsmarkedet er der p.t. 12.293 personer, der har anmeldt følger af covid-19 som en arbejdsskade.

Sidst opdateret: 09/03/2022 - 05:59

Emner: Arbejdsmiljø, KL - Kommunernes Landsforening, FOA, Mona Striib, formand for FOA

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]