
Plejecenter Kongsgården var et af de steder, hvor TV 2 filmede med skjult kamera for at afdække personalets behandling af beboer. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Europæisk domstol afviser TV 2's sag om skjulte optagelser
Højesteret pålagde i september TV 2 at udlevere bånd med skjulte optagelser fra plejehjem til politiet.
Udgivet: 07/03/2022
Sponseret af
Afvist. Punktum.
Så klart er svaret fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol til TV 2, der har forsøgt at få den internationale domstol til at forhindre, at tv-stationen skal udlevere timevis af skjulte optagelser fra danske plejehjem til politiet.
TV 2 har således ikke fået lov til at tage sagen om råbånd fra dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden" videre i retssystemet.
Menneskerettighedsdomstolen har afvist at se på sagen, hvor Højesteret i september pålagde tv-stationen at udlevere råbåndene til Østjyllands Politi. Det oplyser TV 2 på sin hjemmeside fredag.
- Afgørelsen er nu kommet. Menneskerettighedsdomstolen afviser at behandle sagen, fordi man på det foreliggende grundlag ikke finder, at der er sket en overtrædelse af informations-/ytringsfriheden, skriver TV 2.
Dokumentaren handler om personalets behandling af beboere på plejehjem i Aarhus og Randers. Blandt andet skabte behandlingen af den demenssyge Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
På optagelserne ses, hvordan den ældre kvinde ikke får hjælp, selv om hun udtrykker smerte, mens hun hænger i en lift. Personalet undlader desuden at skifte en ble på den ældre kvinde, selv om de ved, det er påkrævet.
Politiet vil have fingrene i de uredigerede optagelser i forbindelse med efterforskning af, hvorvidt ansatte på plejehjemmene kan straffes for deres opførsel, og om medarbejdere fra TV 2 har overtrådt loven.
TV 2 har fra begyndelsen modsat sig, at politiet skulle have lov til at beslaglægge optagelserne og gennemse dem.
I den forbindelse har TV 2 henvist til, at det vil være et indgreb i mediernes generelle arbejdsvilkår, og at indgrebet ikke står mål med de lovovertrædelser, der måtte være tale om.
På den anden side har Østjyllands Politi holdt fast i, at det er nødvendigt at få adgang til optagelserne for at kunne efterforske sagen til bunds.
Med afvisningen fra den europæiske domstol er der sat punktum i sagen om, hvorvidt de uredigerede optagelser skal udleveres.
Det ærgrer ikke overraskende TV 2's nyhedsdirektør, Ulla Pors.
- Vi var både uenige i og utroligt ærgerlige over kendelsen fra Højesteret – ikke bare på TV 2's vegne, men på alle danske mediers vegne.
- Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at få ændret afgørelsen om, at vi skal udlevere råbånd, men den konkrete sag slutter efter afgørelsen fra Menneskerettighedsdomstolen, udtaler hun til TV 2.
- Kildebeskyttelsen er ikke under angreb her. Ingen har fået kildebeskyttelse eller er lovet anonymitet, men man må alligevel frygte, hvad det kan føre med sig for danske medier, når råoptagelser på den måde skal deles med politiet, siger Ulla Pors.
Højesterets afgørelse var en stadfæstelse af Vestre Landsrets kendelse. Modsat mente en dommer i Aarhus Byret, at råbåndene ikke skulle udleveres.
Overblik over sagen:
* 17. oktober til 2. november 2019: TV 2 optager med skjult kamera hos to beboere på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus og plejehjemmet Huset Nyvang i Randers.
* 31. januar 2020: Aarhus Kommune politianmelder TV 2 for at have lavet de skjulte optagelser. Politiet vurderer i første omgang, at der ikke er grundlag for at rejse sigtelse. Kommunen klager over den afgørelse til Statsadvokaten i Viborg.
* 13. marts: Efter anmodning fra Aarhus Kommune nedlægger en dommer i Retten i Aarhus et midlertidigt forbud mod visning af dokumentaren.
Dommeren lægger vægt på, at en dement kvinde vises i intime situationer, og at hun på grund af sin mentale tilstand ikke har været i stand til at samtykke. Et samtykke fra de pårørende gælder ikke. TV 2 kærer afgørelsen til landsretten.
* 14. april: Østjyllands Politi genåbner efter ordre fra Statsadvokaten i Viborg sagen mod TV 2-medarbejderne.
* 13. maj: Et stort flertal i Aarhus Kommunes byråd kræver at få ophævet forbuddet mod dokumentaren. Forbuddet har nemlig blokeret for, at byrådets medlemmer har kunnet se dokumentaren og de kritisable forhold, den afslører.
* 30. juni: Landsretten stadfæster byrettens kendelse, om at TV 2 ikke må vise de skjulte optagelser fra Kongsgården i Aarhus. TV 2 får senere lov til at kære til Højesteret.
* 7. juli: Ekstra Bladet, som er i besiddelse af TV 2-optagelserne fra Kongsgården, viser uden godkendelse fra TV 2 tre klip fra dokumentaren med Else Marie Larsen fra Kongsgården.
*11. juli: Fire medarbejdere på TV 2 sigtes for at have optaget med skjult kamera.
* 23. juli: Aarhus Kommune vedtager efter en juridisk vurdering at få forbuddet ophævet, så TV 2 kan vise optagelserne fra Kongsgården.
* 30. juli: TV 2 sender udsendelsen "Plejehjemmene bag facaden". Efter udsendelsen vælger pårørende til Else Marie Larsen at anmelde plejehjemmet til politiet.
11. august: Retten i Aarhus bestemmer, at TV 2 ikke skal udlevere de uredigerede skjulte optagelser til politiet. Anklagemyndigheden kærer afgørelsen til landsretten.
19. oktober Vestre Landsret omstøder byrettens kendelse og pålægger TV 2 at udlevere de uredigerede optagelser. TV 2 får senere lov til at kære til Højesteret.
18. december: Østjyllands Politi oplyser, at flere personer er blevet sigtet efter de pårørendes anmeldelse af plejehjemmet.
Det fremgår af en senere højesteretskendelse, at sagerne drejer sig om straffelovens bestemmelser om stillingsmisbrug, pligtforsømmelse og grov skødesløshed.
11. januar 2021: Magistraten i Aarhus Kommune oplyser, at man vil trække anmeldelsen mod TV 2-medarbejderne tilbage. Østjyllands Politi oplyser, at efterforskningen alligevel fortsætter.
28. september: Højesteret stadfæster begge landsretsafgørelser i forløbet. Politiet får dermed lov til at beslaglægge og gennemse de uredigerede skjulte optagelser. Samtidig siger Højesteret, at det var i orden, da by- og landsret nedlagde forbud mod at vise dokumentaren i sin tid.
4. marts 2022: TV 2 oplyser, at Menneskerettighedsdomstolen har afvist at behandle sagen, da man ikke finder, at der er sket en overtrædelse af informations- eller ytringsfriheden. Dermed sættes sidste punktum i sagen.
Kilder: TV 2, Højesteret, Østjyllands Politi og Aarhus Kommune.
jornns - /ritzau/
Sidst opdateret: 07/03/2022 - 10:46
Emner: Ældrepleje, Aarhus Kommune









































