Anlæg: Markant forskel i kommunernes historiske udgifter
Nogle kommuner ligger med et stort efterslæb, mens andre ligger langt foran på anlægsudgifterne, når man ser den gennemsnitlige årlige anlægsudgift over de seneste ti år.
Udgivet: 07/03/2022
Over de seneste ti år har Københavns Kommune hvert år brugt mere end tre gange så mange penge pr. indbygger som Brønderslev Kommune på byggeri og anlæg.
Det viser en beregning foretaget af NB-Økonomi på baggrund af kommunernes årlige anlægsudgifter pr. indbygger over de seneste ti år.
Beregningen viser markante forskelle i kommunernes årlige anlægsudgifter. Selvom en del af forskellen skyldes demografiske forhold, så indikerer tallene, at nogle kommuner har et større efterslæb på anlægsudgifterne, mens andre burde være relativt godt dækket ind.
Dermed kan flere især yderkommuner troppe op med et godt argument på torsdag den 10. marts, når borgmestrene mødes for at diskutere den videre proces for at finde en model for den faseopdelte budgetproces.
De vil formentligt argumentere for, at når de efter udligningsreformen endelig har fået finansiering nok til at øge deres anlægsudgifter, så må nogle af de kommuner, der i mange år har ligget på høje årlige anlægsudgifter holde igen.
I bunden af listen har 10 kommuner, Brønderslev, Langeland, Randers, Guldborgsund, Næstved, Gribskov, Hedensted, Bornholm, Slagelse og Jammerbugt, haft årlige anlægsudgifter over de seneste ti år, der ligger mere end 1.000 kroner under landsgennemsnittet pr. indbygger.
Modsat har især Københavns Kommune, men også Billund Kommune haft særligt høje anlægsudgifter, der ligger henholdsvis 2.526 og 1.415 kr. pr. indbygger over landsgennemsnittet om året.
Et vigtigt forbehold for analysen er, at den ikke tager højde for den demografiske udvikling, og derfor kan der være gode forklaringer på, at nogle kommuner har haft særligt store behov for at bygge eksempelvis folkeskoler, børnehaver og ældreboliger i takt med at demografien udvikler sig. På samme måde er der ikke taget højde for, at nogle land- og yderkommuner har et vidtstrakt vejnet, der udløser relativt store vedligeholdelsesudgifter pr. borger.
Se tallene for alle kommuner i kortet herunder:
Fakta - Sådan har vi gjort:
Fra Indenrigs- og Boligministeriets Kommunale Nøgletal har vi trukket hver kommunes årlige bruttoudgifter til skattefinansieret anlæg pr. indbygger i perioden 2012-2021. Bruttoudgifter til skattefinansieret anlæg i de kommunale nøgletal svarer til kommunernes anlægsramme.
Alle tal har vi korrigeret til 2021-priser. Derefter har vi fundet det årlige gennemsnit for hver kommune over de to år, der er med opgørelsen. Til sidst har vi udregnet forskellen fra landsgennemsnittet over de seneste ti år til hver kommunes gennemsnitlige årlige udgift.
Sidst opdateret: 07/03/2022 - 10:49
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Budget, Anlægsramme











































