- Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Skal legepladser være åbne efter lukketid?

Der mangler legepladser, lyder det fra et udvalg i Danmarks tættest befolkede kommune, Frederiksberg. Men hovedparten af kommunens vuggestuer og børnehaver takker nej til at åbne legepladser efter lukketid, selvom de bliver kompenseret for det. Dårlige erfaringer spiller ind.

Udgivet: 21/02/2022

Caroline Ryberg Albæk

Researcher

Del artiklen:

33 ud af 44 kommunale og selvejede daginstitutioner i Frederiksberg Komnmune, takker, på trods af lovning om kompensation for ekstra oprydning og eventuel slitage, nej til at åbne deres legepladser for offentligheden.

Det skriver Berlingske på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Frederiksberg Kommune.

Institutionernes 'nej' til at åbne legepladserne for offentligheden på weekender og helligdage, skyldes oplevelser med hærværk, slidtag og farlige efterladenskaber.

"Vi har mange dårlige erfaringer med ubudne gæster, hvor glasskår, cigaretskod, piller, brugte kondomer m.m. er blevet efterladt til fare for børnenes sikkerhed," skriver en daginstitution i undersøgelsen.

"Selvom man evt. får tilskud og kan ansætte en der tjekker legepladsen inden vi selv bruger den er det utrygt hvis man kommer til at overse noget," skriver en anden daginstitution.

Formanden for Børneudvalget i Frederiksberg Kommune, Daniel Panduro (EL), finder undersøgelsens resultater bekymrende.

"Det gør da rigtig meget indtryk, at så mange siger nej," siger Daniel Panduro til Berlingske og understreger, at kommunen aldrig kunne finde på at tvinge daginstitutionerne til at åbne legepladserne mod deres vilje.

"Det er og har heller aldrig været meningen, at legepladserne skal være åbne om aftenen. Tilbuddet, vi har, er, at de kan holde åbent i dagtimerne i weekender og helligdage," siger han til avisen.

At benytte allerede etablerede legepladser, mener udvalgsformanden, kan afhjælpe et problem.

"Vores dilemma består i, at vi er Danmarks tættest befolkede område, og at vi har relativt få områder til børn. Der er ikke plads til flere legepladser – så at kunne bruge de ressourcer, vi har, kunne være en god løsning," siger Daniel Panduro.

Det vil det koste

To ud af de i alt 11 daginstitutioner, der ser positivt på at åbne deres legepladser, har netop gjort deres legeplads tilgængelig for offentligheden. Det betyder, at de begge får en årlig kompensation på 68.000 kroner.

Sidst opdateret: 21/02/2022 - 10:24

Emner: Daginstitution, Frederiksberg Kommune, Dagpleje, Børnehaver, Vuggestuer

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]