
Det tyder på, julen varer lige til påske i Faxe Kommune. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Julen varer faktisk lige til påske i Faxe Kommune
Efter at måtte aflyse juleaften i december på grund af corona har et værested i Faxe Kommune nu taget revanche. Socialt udsatte var meget glade for, at julefesten endelig blev til noget.
Udgivet: 21/02/2022
Nu’ det jul igen, og nu’ det jul igen, og julen varer li’ til påske.
Sådan lyder den folkelige, men måske også lidt ensformige julesangsklassiker, som bliver sunget rundt omkring i de ganske danske hjem. Men måske er der noget om snakken. I hvert fald i sydsjællandske Faxe Kommune.
Kommunens værested i Haslev måtte tilbage i december aflyse sin juleaften på grund af corona. Men nu værestedet taget revanche her i februar. Det skriver TV2 Øst.
"Vores juleaften blev aflyst i december. Det nyttede ikke, at vi samlede 35-40 mennesker, når smitten var så høj. Så nu holder vi det nu," siger værestedsmedarbejder Anna Jørgensen til TV2 Øst.
Deltagerne i julefestlighederne var socialt udsatte, voksne mennesker. Og mange af dem kommer i værestedet, fordi de har brug for et fællesskab.
Der er i alt to væresteder i Faxe Kommune. De er for alle voksne, der har brug for det, hvilket betyder, at man skal ikke visiteres for at komme der.
Sidst opdateret: 24/02/2022 - 00:22
Emner: Faxe Kommune, Ensomhed







































