
Faxe Kommune blandt de førende kommuner, når det handler om at udbygge solenergi. Men nu skal der trykkes på pauseknappen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune overvejer stop for solenergi
I Faxe Kommune er man rigtig godt med på udbygningen af solenergi, og faktisk er kommunen blandt de bedste i landet. Derfor foreslår udvalgsformand at trykke på pauseknappen og sætte nye projekter i bero.
Udgivet: 27/06/2023
Lad os lige bremse op for en tid med at opføre nye solcelleparker i Faxe Kommune.
Sådan lyder det fra Plan- og Kulturudvalgets formand, René Tuekær (Lokallisten). Det skriver Sn.dk.
Sydsjællandske Faxe Kommune stod i 2022 for over 50 procent af solcelle-udbygningen i landet sammen med Aabenraa og Viborg kommuner, skriver avisen. I øjeblikket er der allerede seks nye projekter klar til at blive sat i gang i Faxe, mens fem andre er i planlægningsfasen.
Så opfordringen til pause med hensyn til nye projekter skal ikke forstås som en modstand mod den grønne omstilling, siger René Tuekær:
"Vi skal bestemt gøre, hvad vi kan for at hjælpe klimaet i den rigtige retning. Det gør vi sådan set også allerede. Endda så meget at vi rent faktisk producerer mere vedvarende energi, end vi selv har brug for," lyder argumentet i Sn.dk. Og han fortsætter:
"Derfor synes jeg også, at vi for en stund kunne lade andre kommuner melde sig på banen. Klimadagsordenen er ikke et kommunalt, men nationalt anliggende. Derfor vil det heller ikke være rimeligt, hvis man udelukkende overlader ansvaret til de få."
Sidst opdateret: 27/06/2023 - 08:42
Emner: Energi, Faxe Kommune, Solceller








































