Syddjurs Kommune har siden oktober sendt flere breve til en ældre borger med gangbesvær om at fraflytte sin ældrebolig. Nu er opsigelsen trukket tilbage.

Syddjurs Kommune har siden oktober sendt flere breve til en ældre borger med gangbesvær om at fraflytte sin ældrebolig. Nu er opsigelsen trukket tilbage. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

84-årig kvinde fik fire dage til at flytte – nu har kommunen fortrudt

Gangbesværede Grethe Hein havde fået fire dage til at fraflytte sin ældrebolig i Knebel, men pludselig vendte Syddjurs Kommune på en tallerken.

Udgivet: 08/02/2022

Del artiklen:

Syddjurs Kommune havde givet den 84-årige og gangbesværede Grethe Hein fire dage til at flytte fra hendes ældrebolig. Ifølge kommunen rodede og misligholdt den ældre kvinde nemlig sin lejlighed i strid med lejekontrakten.

- Der stod ikke spor om, hvor jeg skulle hen. Om det at blive sat på gaden af fogeden bestod i, at jeg ville blive sat ud i min kørestol på gaden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger Grethe Hein med tårer i øjnene siger Grethe Hein til TV2 Østjylland.

Kommunen har siden oktober sendt flere breve til Grethe Hein, som TV2 Østjylland har set, med påkrav om rengøring.

Den 84-årige kvinde har ovenpå brevene flere gange gjort opmærksom på, at hun ikke kan flytte på grund af sin alder og sit dårlige helbred. Det er understøttet af flere breve fra kvindens læge, der beskriver, at en flytning vil lægge for stort pres på hende.

Alligevel gav Syddjurs Kommune i sidste uge Grethe Hein fire dage til at flytte, men da TV2 Østjylland konfronterer Syddjurs Kommune med brevet til den ældre kvinde, vender sagen. Kommunen fortæller nemlig, at der er tale om en fejl, og at opsigelsen er annulleret.

- Det er en ret speciel sag, og jeg må også konstatere, at den har vi ikke håndteret på bedste vis. Det er et samarbejde, som blandt andet foregår mellem vores ejendomsadministration og vores sundheds- og omsorgsområde, og der har været noget samarbejde, men ikke nok, siger Kathrine Axél, velfærdsdirektør Syddjurs Kommune.

Hun har nu talt med sin chef om, at disse sager i fremtiden skal koordineres bedre og tidligere, så samarbejdet bliver tættere.

Hvorfor sker der først noget, da vi går ind i det?

- Jeg har ikke kendskab til, hvem hun har haft kontakt til i kommunen, men det undrer mig også, at jeg først får kendskab til det nu. Sådan skal det jo ikke være. Borgerne skulle gerne få den støtte og service, de har krav på, uanset om man har en journalist med i baghånden eller ej, siger velfærdsdirektøren.

Sidst opdateret: 08/02/2022 - 10:48

Emner: Ældrepleje, Syddjurs Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]