København har fortsat de markant højeste anlægsudgifter i 2022-budgetter

Kommunernes anlægsudgifter i budgetterne svinger fra 245 kr. pr. indbygger til mere end 6.000 kr. pr. indbygger. Flere kommuner udvider anlægsbudgettet markant, mens andre holder for. Se tal for alle kommuner her.

Udgivet: 26/01/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Mens borgerne i Københavns Kommune kan se frem til store anlægsinvesteringer i 2022 med et budget på 6.109 kr. pr. indbygger, må borgerne i Allerød stille sig tilfredse med et meget lille anlægsbudget på blot 245 kr. pr. indbygger.

Det viser de endelige kommunale budgetter, som i sidste uge blev offentliggjort på Danmarks Statistik, skriver NB-Økonomi.

Dermed fortsætter landets største kommune med at have det markant største anlægsbudget pr. indbygger (undtagen ø-kommuner), selvom kommunen har sænket sit anlægsbudget i forhold til 2021.

I alt har Københavns Kommune et anlægsbudget på 3,9 milliarder kroner, hvilket svarer til 19,8 procent af kommunernes samlede anlægsramme i 2022. Til sammenligning er det omtrent 11 procent af landets befolkning, der bor i Københavns Kommune.

Kommunen har dog sænket sit anlægsbudget i forhold til 2021 med 445 kr. pr. indbygger, så budgettet nu er 6.109 kr. pr. indbygger.

Andre kommuner har udvidet anlægsbudgettet markant i forhold til 2021, hvor især Vallensbæk, Hørsholm og Roskilde hæver budgettet. Alle tre kommuner har afsat mere end 1.000 kr. pr. indbygger ekstra til anlægsudgifter i 2022 i forhold til 2021.

Med undtagelse af ø-kommunerne, så er det Høje-Taastrup Kommune, der omvendt har det største fald i anlægsbudgettet fra 2021 til 2022 målt i kroner pr. indbygger. Kommunen vil bruge 2.098 kroner mindre pr. borger i 2022 end i 2021. Det er særligt bemærkelsesværdigt, fordi Høje-Taastrup er den kommune, der har den største procentvise befolkningsvækst i landet.

Trods nedsættelsen af budgettet har kommunen dog stadig et højere anlægsniveau end landsgennemsnittet.

Da kommunerne i efteråret skulle enes om fordelingen af anlægsrammerne var der stor uenighed om, hvem der skulle have en større andel af anlægsrammen, og hvem der skulle holde igen.

Da kommunerne ikke kunne blive enige om fordelingen endte det med, at landets borgmestre blev enige om, at alle kommuner skulle skære 0,4 procent af budgetterne.

Se i kortene herunder, hvor meget kommunerne har hævet eller sænket anlægsbudgetterne i 2022 i forhold til 2021, og hvor stort hver kommunes anlægsbudget er i 2022.

FAKTA - Sådan har vi gjort:

Fra Danmarks Statistiks BUDK32 har vi trukket kommunernes samlede anlægsudgifter fordelt på konti i 2021 og 2022. Udgifterne er trukket som bruttoudgifter under dranst 3 - anlægskonti.

Vi har trukket udgifterne på alle hovedkonti undtagen hovedkonto 1, som er forsyningsområderne, der ikke indgår i anlægsrammen. Vi har heller ikke trukket 0.25.19, ældreboliger, fordi det heller ikke indgår i kommunernes anlægsramme.

For udgifterne i 2021 har vi korrigeret tallene med PL for 2022 fra økonomiaftalen mellem KL og regeringen, som er 1,4 procent på anlægsudgifterne.

Herefter har vi trukket folketal i hver kommune for fjerde kvartal 2020 og fjerde kvartal 2021. Budgettet for 2021 har vi udregnet pr. indbygger på baggrund af folketal fra fjerde kvartal 2020 og budgettet for 2022 har vi udregnet pr. indbygger på baggrund af folketal fra fjerde kvartal 2021. Herefter har vi udregnet udviklingen mellem de to udgifter pr. indbygger.

Sidst opdateret: 26/01/2022 - 10:22

Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter

Emner: Byggeri, Anlægsramme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]