19 kommuner har skåret i folkeskolebudget i 2022

Yderkommuner på især Sjælland har skåret i budgettet for 2022, når det kommer til folkeskoleområdet, hvis man sammenligner med 2021. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Udgivet: 20/01/2022

Peter Risager

Journalist

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Flere kommuner har valgt at skære i folkeskolebudgettet for 2022. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. 19 kommuner budgetterer derfor med at bruge færre penge pr. barn mellem 6 og 16 år i 2022, end de gjorde i 2021, skriver NB-Økonomi.

Det er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger pr. barn i folkeskolen. Men de tre kommuner, der i forvejen bruger mindst pr. barn, de har også valgt at skære yderligere i 2022. Det drejer sig om Stevns, Gentofte og Horsens Kommune.

Omvendt ses det, at de kommuner, der bruger mest, de ikke nødvendigvis skærer i økonomien.

Det skal dog siges, at man ikke kan sammenligne kommuner én til én. Det skyldes, at nogle kommuner kan have relativt set langt større udfordringer med børn og unge og derfor bruger flere penge end for eksempel Gentofte.

Langt de fleste kommuner har dog fået et løft på folkeskoleområdet. Dog er der i 2022 kun blevet tilført 387,6 mio. kr. samlet set i alle kommuner, ud af et budget på over 53 mia. kr. Det svarer således kun til 0,7 procent stigning. Men da kommunerne ikke har fordelt pengene ligeligt, så får nogle kommuner en større stigning end andre. Det kan dog også skyldes, at man for eksempel har prioriteret flere penge til ældre, handicappede eller daginstitutioner i de enkelte kommuner.

Fakta – Sådan har vi gjort:

For hver kommune har vi trukket nettodriftsudgifterne til folkeskoleområdet i budgettet for 2021 og 2022. Serviceudgifterne er trukket fra statistikken BUDK32 i Danmarks Statistik. Udgifter til folkeskoler er afgrænset som alle funktioner fra 3.22.01 til 3.22.14 med undtagelse af konto 3.22.05, som er skolefritidordninger.

For udgifterne i 2021 har vi korrigeret for PL for 2022, som ifølge økonomiaftalen mellem KL og regeringen er 1,9 procent på serviceudgifter. Derefter har vi trukket folketallet for 6-16-årige fra Danmarks Statistiks FOLK1A i hver kommune i fjerde kvartal 2020 og fjerde kvartal 2021. Udgifterne til folkeskoleområdet er blevet divideret med kommunens antal af 6-16-årige i 2020K4 for budget 2021 (PL-korrigeret) og antallet i 2021K4 for budget 2022. Til sidst har vi sammenlignet den PL-korrigerede 2021-udgift i budgettet med den budgetterede udgift for 2022 for hver kommune og udregnet udviklingen i procent.

Sidst opdateret: 20/01/2022 - 16:56

Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter, Budgetter

Emner: Budget, Skole

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]