
“Der er sket en enorm udvikling i forhold til borgernes behov for information. Der er nogle helt andre krav til, hvad borgerne forventer, at kommunen informerer om. Og den forventning er kommunerne nødt til at imødegå," siger Allan Boye Thulstrup, næstformand for Dansk Journalistforbund. - Foto: Jakob Nielsen
Næstformand: Kommunerne har brug for flere folk til borgerinformation
Væksten i antallet af presse- og kommunikationsfolk i kommunerne har mødt skarp kritik fra flere fronter. Men kritikken bygger på en skæv fortælling om, hvorfor kommunerne ansætter kommunikationsfolk, mener næstformand for journalister.
Udgivet: 03/12/2021
Kommunernes presse- og kommunikationsafdelinger er i vækst og tæller nu tæt på 600 ansatte på landsplan. Det viser en optælling, som NB-Kommune har lavet, der som tidligere beskrevet har affødt kritik fra både politikere, journalister og forskere. Men ikke alle ser lige kritisk på udviklingen.
Allan Boye Thulstrup, der er næstformand for Dansk Journalistforbund, har som både tidligere journalist for Herning Folkeblad og kommunikationskonsulent for Herning Kommune iagttaget udviklingen fra begge sider.
Han kan godt følge dele af kritikken og mener, at det er værd at holde øje med tilvæksten af kommunikationsansatte i kommunerne. Men i hans optik bygger store dele af kritikken på en misforstået opfattelse af, hvorfor kommunerne ansætter kommunikationsfolk.
“Det kan let komme til at virke som om, at alle kommunikationsmedarbejderne håndterer pressen eller skriver pressemeddelelser. Men der er bare virkelig mange andre opgaver, som de varetager,” siger Allan Boye Thulstrup til NB-Kommune og fortsætter:
“Den nuance, synes jeg tit, mangler, når man snakker om kommunernes kommunikationsafdelinger. Fortællingen bliver ofte, at kommunerne ansætter spindoktorer. Men det er simpelthen ikke det, der er tilfældet,” siger Allan Boye Thulstrup.
Borgernes behov
Roger Buch, kommunalforsker og forskningsleder ved journalisthøjskolen i Aarhus, er en af de største kritikere af tilvæksten af kommunikationsfolk i kommunerne. Han har tidligere udtalt til NB-Kommune, at udviklingen udgør et demokratisk problem, da de mange kommunikationsansatte risikerer at give den siddende borgmester en uretfærdig fordel.
Allan Boye Thulstrup medgiver, at det i nogle tilfælde kan gavne borgmesteren at have kommunens kommunikationsapparat i ryggen. Men den enkelte kommunikatør vil i sidste ende altid prioritere borgerens interesser først, mener han:
“Jeg mener ikke, at det er udtryk for en demokratisk skævvridning. Det er udtryk for, at kommunerne tager opgaven på sig og informerer om det, som borgerne gerne vil vide,” siger Allan Boye Thulstrup, som gerne ser, at kommunerne fortsætter med at udvide antallet af kommunikationsfolk.
I hans optik er borgerinformation nemlig nøgleordet, når kommunerne opruster på kommunikationsfronten:
“Der er sket en enorm udvikling i forhold til borgernes behov for information. Der er nogle helt andre krav til, hvad borgerne forventer, at kommunen informerer om. Og den forventning er kommunerne nødt til at imødegå.”
Udbredt medieskepsis
Allan Boye Thulstrup påpeger, at udviklingen hænger sammen med ændringer i medielandskabet, som er gået hårdt ud over en af kommunens vigtigste kommunikationskanaler: lokalaviserne.
“Dengang næsten hver husstand havde en lokalavis, kunne kommunerne jo for eksempel indrykke informationsannoncer i avisen. Men sådan er det ikke længere, og derfor bliver kommunerne nødt til at finde andre måder at nå ud til borgerne på,” siger han.
Flere stemmer fra netop lokalpressen har rettet en skarp kritik mod kommunernes voksende kommunikationsapparat. Det gælder blandt andre Jan Schouby, chefredaktør for Århus Stiftstidende. Han har over for NB-Kommune påpeget, at kommunens kommunikationsafdeling kan virke som et filter, der gør det nærmest umuligt at komme i kontakt med kommunens ansatte.
Allan Boye Thulstrup genkender selv problematikken fra sin tid som lokaljournalist. Alligevel vurderer han ikke, at det stigende antal kommunikationsfolk er årsagen. Problemstillingen er bredere end det, påpeger han:
“Meget af det handler grundlæggende om en mangel på tillid til medierne. Der er en udbredt opfattelse af, at det er farligt at snakke med journalister. For hvad nu hvis, man får sagt noget forkert?”
“Jeg vil ikke sige, at det er mediernes skyld, men det opfattes måske på den måde. Og den mistro er et grundlæggende problem - både i kommuner og i alle andre dele af samfundet. Og det er et problem for den demokratiske samtale.”
Allan Boye Thulstrup mener, at debatten om kommunernes kommunikation bør give anledning til selvransagelse i lokalpressen:
“Jeg tror, at det er en selvforstærkende fortælling. Også fordi, det er blevet hårdere at bedrive lokaljournalistik. Der er færre hænder og flere deadlines, og derfor kan det blive let at skyde skylden på kommunernes kommunikation. Men redaktørerne skal også kigge indad og vurdere, om de sætter nok tid af til journalistikken,” siger næstformanden for Dansk Journalistforbund.
Sidst opdateret: 12/12/2023 - 15:18
Emner: Kommunikation, Aarhus Kommune, Demokrati, Medier







































