Steen Vindum (V), borgmester i Silkeborg kommune har arbejdet målrettet med at forbedre erhvervsvenligheden i kommunen. Det har resulteret, at de er gået fra en 87. plads til en anden plads på ti år. Nu oplever de både jobskabelse og vækst i befolkningstal.

Steen Vindum (V), borgmester i Silkeborg kommune har arbejdet målrettet med at forbedre erhvervsvenligheden i kommunen. Det har resulteret, at de er gået fra en 87. plads til en anden plads på ti år. Nu oplever de både jobskabelse og vækst i befolkningstal. - Foto: Ritzau Scanpix (arkiv)

DI: Erhvervsvenlighed giver vækst i beskæftigelsen

Jo mere erhvervsvenlighed, jo mere vækst i den private beskæftigelse, viser ny analyse fra Dansk Industri. Den tendens gælder også, hvis man kun sammenligner med nabokommuner.

Udgivet: 03/12/2021

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Det kan betale sig for lokalpolitikerne at fokusere på gode rammevilkår til erhvervslivet. Det vil over en periode på ti år statistisk set resultere i mere jobskabelse, fremgår det af en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

Den nye analyse ser især på, hvordan kommunerne klarer sig i forhold til deres nabokommuner, skriver NB-Økonomi.

"Især blandt fremstillingsvirksomheder har det lokale erhvervsklima en betydning for jobvæksten," står der i analysen.

DIs undersøgelse viser, at kommuner markeret med rød og lilla i nedenstående kort er ringest - sammenlignet med deres nabokommuner - til at skabe job i den private sektor over en periode på ti år.

(Artiklen fortsætter under kortene)

null
Kort over gennemsnitlig udvikling i privat beskæftigelse fra 2009-2019

Det viser sig, at der er en stor sammenhæng mellem, hvor gode kommunerne er til skabe private jobs, og hvor erhvervsvenlige de er på DIs egne årlige undersøgelser. Det kan man se ved at sammenligne de to kort med hinanden.

Her er dog det forbehold, at DI ikke ser på, hvordan en kommune ligger lige nu. Silkeborg er et godt eksempel. Den er rød på det første kort om erhvervsvenlighed. Men det skyldes, at de over de seneste ti år har ligget som nummer 87 på erhvervsvenlighed, men i dag ligger de som nummer to. Det vil ikke fremgå af kortet.

null
Kort over gennemsnitlig erhvervsvenlighed fra 2009-2019

Giver mest mening at sammenligne kommuner med deres nabokommuner

I DIs årlige undersøgelse om erhvervsvenlighed, der rangerer man kommunerne i et nulsumsspil. Så én vil være nummer et, og en anden vil have sidstepladsen nummer 98. DIs pointe er dog, at hvis man går ind og arbejder med erhvervsvenlighed, som vil man på længere sigt også skabe flere private arbejdspladser.

I den nye undersøgelse har de derfor fokuseret på, hvordan man som kommune klarer sig i forhold til nabokommunerne. Det giver ikke mening at sammenligne for eksempel Tønder med Tårnby, da sidstnævnte har en stor international lufthavn og ligger tæt på landets hovedstad.

Derfor sammenligner man Tønder med nabokommuner som Esbjerg, Haderslev og Aabenraa.

Ifølge Morten Granzau Nielsen, der er underdirektør hos DI, har der været en del tilbagemeldinger fra kommunerne om, at hvis man har medvind på cykelstierne, så behøver man jo ikke at gøre mere. Nogle kommuner - som København, Tårnby m.fl. - vil have en naturlig vind i ryggen på grund af deres beliggenhed og infrastruktur.

"Men ved at gå ind og kigge på nabokommunerne, så forsøger vi at rense ud i så meget, vi kan. Det vi kan se, er, at det betyder faktisk noget at trampe i pedalerne. Nogen af dem, der tramper rigtig hårdt, der kan vi se, at det nytter noget," fortæller han.

Silkeborg og Svendborg har arbejdet målrettet med at forbedre erhvervslivets vilkår

Den teori fra Morten Granzau Nielsen bekræftes af kommuner som Silkeborg og Svendborg. De er røde og lilla på erhvervsvenligheden på øverste kort over et årti, men de er blå på nederste kort over jobskabelse.

Borgmestrene i de to kommuner har begge fortalt til NB-Økonomi, at de har arbejdet målrettet og benhårdt med at komme op på listen i DIs undersøgelse.

"For ti år siden der var vi nummer 87. I dag er vi nummer to. Det er noget, vi har arbejdet benhårdt med i de seneste 8-10 år," fortæller borgmester i Silkeborg Steen Vindum (V).

Hans borgmesterkollega i Svendborg tilføjer:

"Er du tosset, ja! Vi har jo flyttet os helt enormt meget på Dansk Industris undersøgelse. Vi startede med at være nummer 71 i 2018, og så var vi nummer 77 i 2019 for så nu at være nummer 36," fortæller Bo Hansen (S), som er borgmester i Svendborg Kommune.

Svendborg har arbejdet meget målrettet i dialog med erhvervslivet med DIs undersøgelse i hånden. Det betyder, at både forvaltningen og politikerne er nemmere at få i tale for det lokale erhvervsliv, men de har også konkret fået byggesagstider ned.

Begge kommuner har de seneste år oplevet en vækst i tilflyttere, som ifølge Morten Granzau Nielsen også kan have en betydning for jobskabelsen.

"Analysen viser ikke udviklingen over de ti år. Det er en fortælling, der kan komme oven i. Vi gør det for at finde noget strukturelt. Kan man se på tværs af kommuner, at når man prøver at tage højde for de her ting, så kan vi se, at det gør en fremgang lokalt. Det er vi rigtig glade for, at man kan se. For det er også det, vi hører fra vores virksomheder," fortæller Morten Granzau Nielsen.

Han fortæller, at lokale virksomheder er dybt optaget af, at de kan komme ud og holde de møder. Det er hér, de kan få fortalt, hvad der driller i hverdagen.

"Det kan gøre en afgørende forskel, hvad man gør i kommunerne," afslutter han.

Sidst opdateret: 03/12/2021 - 10:19

Temaer: Beskæftigelse

Emner: Erhvervsliv, Job, Dansk Industri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]