29 byer kan kappes om at få ungdomsuddannelser
Regeringen lægger op til, at 29 mindre byer kan kappes om at få ungdomsuddannelser. Se byerne her.
Udgivet: 28/10/2021
29 mindre byer har udsigt til at kunne deltage i kapløbet om at blive en ud af 18 byer, der får blandt andet gymnasie- eller erhvervsuddannelser.
Det fremgår af regeringens nye udspil 'Tættere på II - Sundhed, uddannelse og lokal udvikling'. Regeringen vil give mulighed for at etablere op til 18 nye ungdomsuddannelser over hele landet, så flere mindre byer med over 10.000 indbyggere kan tilbyde ungdomsuddannelser.
Regeringens embedsværk har udarbejdet en liste over 29 mindre byer, som får mulighed for at lægge billet ind på at få ungdomsuddannelser.
De 29 byer er udvalgt ud fra kriterier om, at de skal ligge udenfor de fire største byer; de skal have over 10.000 indbyggere; og at de nu enten ikke har en ungdomsuddannelse eller har ikke alle typer ungdomsuddannelser.
(Artiklen fortsætter efter tabellen)
De 29 byer kan formodentlig næste år - hvis regeringen får politisk opbakning til det - søge om at få sig en ungdomsuddannelse. Men kun 18 af dem kan regne med at 'vinde' i kapløbet om at få flere unge og arbejdspladser til byen. Regeringen skriver i sit udspil, at den foreslår:
- Byer med over 10.000 indbyggere uden for de fire største byer i Danmark bør have mulighed for mindst en ungdomsuddannelse.
- Op til 18 nye udbud af ungdomsuddannelser etableres via ansøgningsrunde.
- De nye udbud tildeles et flerårigt etableringstilskud.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har store ambitioner for de 18 byer, som kan få sig en ny ungdomsuddannelse. Det lagde hun ikke skjul på, da hun ved et pressemøde onsdag præsenterede regeringens forslag:
"Det er på tide, at vi ser mulighederne i ikke bare at stoppe en centralisering, men også at få skabt en decideret decentralisering," sagde Pernille Rosenkrantz-Theil ifølge Ritzau.
Det kan både være flytning af eksisterende uddannelser og nyoprettelse af uddannelser.
"Jeg vil tro, hvis jeg skal komme med et gæt, at rigtig mange vil gå efter at lave kombinationsuddannelser. Steder hvor man både udbyder almene gymnasieuddannelser, hhx, htx og erhvervsuddannelser under en og samme hat på samme matrikel," sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.
Illustration fra regeringens udspil:

Sidst opdateret: 28/10/2021 - 10:52
Emner: Ungdomsuddannelser, Uddannelse, Regeringen, Decentralisering







































