Hvis skolen trænger til at få isoleret taget eller isoleringen er der snart hjælp at hente i ny, grøn pulje.

Hvis skolen trænger til at få isoleret taget eller isoleringen er der snart hjælp at hente i ny, grøn pulje. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Millioner til grønne energiprojekter på vej til kommunerne

Der er en grøn økonomisk håndsrækning på vej til kommuner og regioner. En tilskudspulje på i alt 295 mio. kroner skal sætte skub i energirenoveringer og digitale projekter, så de offentlige bygninger fremover bruger mindre energi.

Udgivet: 28/10/2021

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

En varmepumpe til skolen? Efterisolering af biblioteket? Eller intelligent styring og optimering af energiforbruget på rådhuset?

Projekterne kan være mange, og de kan være gevinster for både klimaet, energiregningen og indeklimaet. Det anslås nemlig, at op mod 70 procent af de offentlige bygninger har et energimærke D, E, F eller G, som er i den laveste ende af skalaen.

Derfor kan kommuner og regioner, der gerne vil spare på energien og dermed også CO2-udledningen, søge om tilskud til projekter, der skal forbedre energiforbruget i offentlige bygninger fra en ny grøn pulje på i alt 295 mio. kroner. Fra 1. til 8. november kan der søges om de første 150 mio. kroner.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) siger om den grønne pulje:

”Det giver mening hele vejen rundt, når de utætte vinduer i den lokale skole bliver skiftet ud med nye. Indeklimaet bliver bedre, og der er besparelser at hente på både varmeregningen og CO2-udledningen. At bruge mindre energi handler også om at bruge energien rigtigt, og derfor er det samtidig vigtigt, at kommunerne og regionerne også får bedre redskaber til digitalt at overvåge og optimere energiforbruget."

"Med et grønt tilskud i hånden får de derfor nu en hjælpende hånd, så der kan sættes gang i flere af de grønne projekter, der kommer både borgere og klimaet til gode”, siger Dan Jørgensen.

Gennem puljen kan den enkelte kommune eller region få et tilskud, der svarer til 30 procent af prisen for de grønne projekter, der er meldt ind og godkendt. Hver kommune eller region kan maksimalt få et tilskud på fem mio. kroner fra puljen.

Der kan både søges om tilskud til energirenoveringsprojekter som f.eks. nye vinduer eller konvertering til varmepumper. Det er også muligt at søge om tilskud til digitale løsninger og software, der kan overvåge og optimere energiforbruget i de offentlige bygninger, ligesom der også gives tilskud til undervisning i energirigtig drift.

For at sikre størst mulige energibesparelser er tilskuddene målrettet bygninger i den lave ende af energimærkningsskalaen (D, E, F eller G).

Den grønne puljes 150 mio. kroner i 2021 følges op af yderligere 145 mio. kroner i 2022.

Fakta

  • Der åbnes for ansøgninger til de 150 mio. kroner i 2021 d. 1. november.
  • Der er en tilskudssats på 30 pct., og hver kommune eller region kan få op til 4 mio. kroner til energiforbedringsprojekter og op til 1 mio. kroner til digitaliseringsprojekter.
  • Energistyrelsen prioriterer for hver ansøgningsrunde de ansøgte energiforbedringsprojekter ud fra størst beregnet energibesparelse over projektets levetid i kWh pr. estimeret tilskudskrone og år pr. ansøgt projekt.
  • Det anslås at op mod 70 pct. af de offentlige bygninger har et energimærke i den lave ende af skalaen (D, E, F eller G).

Sidst opdateret: 28/10/2021 - 10:46

Emner: Klima

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]