Yder- og landkommunerne vil sammen med en række nordsjællandske kommuner opleve et pres fra et stigende antal børn og ældre, som er mere end dobbelt så stort som bykommunerne frem til 2031 Det viser en ny analyse fra VIVE.

"Yderkommunerne skiller sig ud ved både at have den største gennemsnitlige demografiske forsørgerbrøk og den største forventede stigning. Mens bykommuner oplever en stigning på 5,4 procentpoint, vil forsørgerbrøken i yderkommunerne således stige hele 13,3 procentpoint.," hedder det i konklusionen.

For mellemkommunerne viser tallene, at forsørgerbrøken stiger fra 72,6 til 83,2, og dermed ligger de også markant over landsgennemsnittet, som stiger fra 63,2 til 70,8.

Den demografiske forsørgerbrøk viser forholdet mellem borgere i og uden for den erhvervsaktive alder. De kommende 10 år går kommunerne fra i gennemsnit cirka 63 børn og ældre pr. 100 borgere i alderen 17-64 år i 2021 til 71 børn og ældre i 2031.

"Med andre ord stiger antallet af borgere i de aldersgrupper, der primært trækker på de kommunale serviceydelser, i forhold til antallet af borgere i den aldersgruppe, der primært bidrager til de kommunale skatteindtægter," hedder det i analysen.

Yder- og mellemkommuner kan komme i udligningsklemme

VIVE-tallene siger ikke direkte noget om, hvordan de store forskelle i den stigende forsørgerbyrde vil påvirke de enkelte kommuner, men konstaterer blot, at det vil afhænge af en række forhold som andelen af plejekrævende 65+ årige og de ældres pensionsformuer og dermed skattebetaling.

VIVE omtaler slet ikke det formentligt vigtigste forhold, nemlig at en gammelkendt svaghed i det kommunale udligningssystem vil medføre, at kommuner med en forsørgerbrøk som stiger over landsgennemsnittet vil ende i en udligningsklemme.

Umiddelbart burde kommuner med mange børn og ældre opleve, at de via udligningssystemet blev kompenseret for typisk 95 procent af det stigende udgiftsbehov.

Men en kompliceret detalje dybt nede i den kommunale udligningsteknik betyder, at systemet underkompenserer udgifter til børn og ældre, og overkompensere for udgifter til de 20-64-årige.

Det betyder, at kommuner som får en stigende andel af børn og ældre over landsgennemsnittet vil opleve, at de bliver markant underkompenseret for de stigende udgifter til børn og ældre.

I og med at den kommunale udligning er et nulsumsspil, så vil kommuner med en lavere vækst i andelen af børn og ældre modsat opleve en overkompensation.

Derfor underkompenserer udligningssystemet for børn og ældre

Forklaringen på at børn og ældre pr. automatik er underskudsgivende i udligningssystemet er relativt kompliceret, men du kan læse detaljerne i artiklen nedenfor. Kort fortalt skyldes det, at pengene til det sociale udgiftsbehov tages som en fast procentdel på 33 procent ud af udgiftsbehovet for hver aldersgruppe, mens det fordeles ligeligt til alle aldersgrupper.

Det betyder, at de aldersgrupper som udløser store udgiftsbehov - altså børn og ældre - betaler uforholdsmæssigt meget til det sociale udgiftsbehov, mens de 20-64 årige betaler forholdsvis lidt.

Læs også:

Tre ud af fire kommuner står til udligningstab fra stigende ældrebyrde

I forbindelse med udligningsreformen i 2020 valgte partierne bag udligningsreformen ikke at ændre på den indbyggede skævhed i forhold til børn og ældre, og derfor må det forventes at de store forskelle i ændringen i forsørgerbrøken vil medføre en væsentlig skævvridning af det kommunale udligningssystem de kommende år.

For at kortlægge den og andre voksende skævheder i udligningssystemet afholder NB-Økonomi tirsdag den fjortende december et seminar med blandt andet udligningseksperten Niels Jørgen Mau og Kasper Nødgaard fra Dataproces, hvor deltagerne kan få en større indsigt i effekten af blandt andet den stigende forsørgerbrøk.

Se tallene her: Sådan bliver din kommune belastet

VIVE har udarbejdet en opgørelse for de enkelte kommuner, og den viser at en række nordsjællandske kommuner sidder med samme problem som en række af udkantskommunerne.